Optagelser for private for Janni: Stoppede film om Spies

Tv-kanalen dk4 måtte fjerne hemmelig video fra Spies-bryllup nytårsdag

Film-optagelser af Janni Spies, der har været holdt hemmelige i 30 år, vil forblive hemmelige på ubestemt tid.

I al ubemærkethed er det lykkedes Janni Spies at stoppe en planlagt offentliggørelse af filmen ’Et ikke helt almindeligt bryllup’, der er optaget i dagene omkring det storstilede bryllup med rejsekongen Simon Spies i 1983.

80'ernes vildeste bryllup: Her er Jannis kjole

Filmen skulle være vist på tv-stationen dk4 1. januar i år, men seerne blev snydt for et af Danmarks mest celebre bryllupper.

Janni Spies henvendte sig i 11. time til dk4 via sin advokat og fik bremset visningen af filmen, der blandt andet rummer interview med hendes afdøde forældre og andre familiemedlemmer.

Jannis advokat Morten Eldrup-Jørgensen ønsker ikke at gå i detaljer om indholdet af Janni Spies’ henvendelse til dk4.

- Det hele er meget udramatisk. Janni Spies har hørt, at dk4 ville vise videoen fra brylluppet. Der omtales private og hidtil hemmelige optagelser, og Janni Spies har derfor bedt om at få mulighed for at se den, inden den bliver vist, siger Morten Eldrup-Jørgensen.

Spies-ven bag kameraet

Bryllupsvidoen blev optaget for 30 år siden af Simon Spies’ ven, tv-producer Stig Holbøll Hasner, der idag er direktør og ejer af DK4 og har alle rettigheder til filmen.

Han var blevet bedt om at forevige det fyrstelige bryllup af rejsekongen, der var ked af, at hans gamle mor, Emma, var for syg til at deltage i det omtalte kendisbryllup.

Jan Fog var kæreste med Janni Spies

Privatvideo afslører nye detaljer fra Spies-bryllup

I filmen ser man bl.a. små interview med Jannis far og mor og bidder fra aftenen før brylluppet på Hotel Richmond, hvor Jannis nærmeste var samlet.

Der er scener fra morgenen på selve bryllupsdagen, hvor Simon Spies ligger i sin seng i hotel-suiten på Hotel d’Angleterre og ender med at forlade den fuldt påklædt og tager videre til ankomsten ved Holmens Kirke.

Filmen slutter med brudevals og bryllupskage ved festen i Conair Hangaren i Dragør.

Døde året efter

Simon Spies døde allerede året efter, i 1984.

- Det var jo en verdensbegivenhed i Danmark det år, og jeg synes, tiden nu er inde til, at alle skal have chancen for at opleve hele virakken, forklarede Stig Holbøll Hasner i en pressemeddelelse om grunden til at vise bryllupsvideoen.

Han har ikke ønsket at udtale sig i forbindelse med, at DK4 har pillet videoen af programmet igen.

- Vi vil gerne løse sagen i al mindelighed, forklarer pressechef i dk4, Sten Andersen, og oplyser, at videoen intet rummer, der ikke allerede har været vist for familien Spies.

Læs også: