Michael Dobbs opfandt tv-skurken efter et skænderi med sin chef Margaret Thatcher

'Ondskab og korruption er tidløst’. Så kort forklarer den britiske forfatter Michael Dobbs den succes, som filmatiseringen af hans bog-serie ’House of Cards’ oplever lige nu.

Den tredje bog, ’Sidste stik’, udkommer på dansk 25. marts. Og ligesom i resten af verden grov-hitter tv-udgaven af Dobbs’ dybt kyniske politiske drama blandt danske Netflix-brugere.

Det var nemlig den amerikanske streaming-tjeneste, der genoplivede historien om den iskolde, manipulerende og ja, morderiske politiker Frank Underwood, der hæmningsløst benytter sig af alle de mest nederdrægtige metoder for at nå helt til tops i det amerikanske politiske system. Serien er så populær, at også den amerikanske præsident Barack Obama efter eget udsagn tog weekenden fri for at se samtlige 13 nye afsnit, da de midt i februar blev lagt ud på Netflix.

Beskidt fremgangsmåde

Og den republikanske politiker Kevin McCarthy fra Californien vakte opsigt, da han inspireret af seriens beskidte fremgangsmåder sagde: ’Hvis jeg bare kunne slå ét medlem af Kongressen ihjel, så ville jeg aldrig bekymre mig om endnu en afstemning.’

Sjovt nok er Frank Underwood slet ikke amerikansk - i hvert fald ikke, da han først kom til verden i 1987.

Efter en hård valgkampagne og et kæmpe skænderi med sin daværende chef Margaret Thatcher, sad den konservative stabschef Michael Dobbs og drak sig småpløret ved sit svømmebassin hjemme i det sydlige England. Han forsøgte desperat at få sine destruktive tanker ned på et stykke papir.

Men timerne gik. Og før Dobbs gik i seng, havde han blot nedfældet de to store bogstaver ’F.U.’ - Som i ’Fuck You’.

Disse initialer skulle siden udvikle sig til Francis Urquhart - konservativt medlem af den britiske regering. Bogen, der fulgte, blev den første af en snes romaner fra Dobbs’ hånd. Og i dag er Michael Dobbs én af Englands bedst sælgende forfattere.

Og selvom også den nye amerikanske tv-version ’House of Cards’ selvfølgelig er fiktion, så lurer virkeligheden faretruende tæt under overfladen.

Underwood = Cheney

Således er fiktive versioner af Tea Party-knallerten Ted Cruz allerede dukket op i den anden sæson. Hillary Clinton findes også i en slet sløret ’House of Cards’-version. Og F.U., der i USA-versionen er kommet til at hedde ’Frank Underwood’, siges at være seriens svar på eks-vicepræsident Dick Cheney.

Selv er Michael Dobbs ellevild med den nye amerikanske Netflix-version. Serien eksisterer også i en forrygende BBC-udgave. Og Dobbs indrømmer blankt, at det var Kevin Spaceys tilstedeværelse, der overtalte ham.

Bedste venner

I de seneste 15 år har Spacey nemlig været Michael Dobbs absolutte favorit på den internationale skuespillerscenen. Og beundringen blev kun dybere, da den amerikanske skuespiller satte sig for at redde det klassiske London-teater ’The Old Vic’.

I dag er den ærkebritiske forfatter og den amerikanske skuespiller bedste venner. Og sammen har de endnu en gang gjort en ækel og gennemrådden politiker, Frank Underwood, til en uventet international antihelt.

Et fænomen, som Dobbs forklarer således:

- Hepper vi ikke alle sammen på skurken - bare en gang imellem. Og når han så er så selvsikker og succesfuld som Underwood, så kan skurken være svær at stå for.