Landmanden Ole Andersen blev et kendt ansigt i hele Danmark, da han medvirkede i tv-programmet 'Landmand søger kærlighed'. Nu viser det sig, at programmet har givet pote.

I programmet mødte Ole og Gitte hinanden, og allerede mens tv-programmet stod på var det tydeligt, at de to havde kemi. Den kemi har siden udviklet sig, og i februar gik Gitte ned på knæ og friede til Ole på Oles gård lidt uden for Kolding.

Det skriver tv2.dk

»Hun friede til mig på skuddag (24. februar, red.). Nu hvor jeg ikke kunne tage mig sammen, måtte hun jo gøre det, ellers ville der gå fire år, før hun kunne fri,« siger Ole Andersen til TV 2.

Han fortæller også, at det faktisk tog flere forsøg, før frieriet var i hus. Gitte begyndte nemlig at grine, hver gang hun skulle i gang med det store spørgsmål.

Det hele endte dog godt, og de to fejrede Oles 'ja' med en omgang champagne.

Bryllup til december

Det lykkelige par mødte hinanden 10. juli sidste år, og derfor ønsker Gitte, at brylluppet kommer til at stå den 10. Det må dog vente til december måned, da Ole har travlt med gården og høsten det næste stykke tid.

Til gengæld bliver der talt om et kirkebryllup, selvom Ole tidligere har været gift på rådhuset.

Blev kendt for besøg i swingerklub

Ole blev landskendt efter sin medvirken i 'Landmand søger kærlighed', og især blev han bemærket, fordi han afslørede, at han gik i swingerklub.

Det har Ole dog siden lagt på hylden, fordi Gitte ikke brød sig om det. De havde sammen været nede og besøge nogle fra swingerklubben - og her stod det klart, at det altså ikke var noget, Ole kunne fortsætte med.

Den landskendte landmand er dog afklaret med dét afsavn, fortæller han til TV 2.