Rasmus Bjerg skal spille hovedrollen i Ole Bornedals kommende film om den folkekære sanger.

Ole Bornedals komedie ’Dræberne fra Nibe’ har premiere om en måned, men allerede til januar begynder optagelserne til Bornedals næste danske spillefilm.

Og det kan næsten ikke blive mere dansk. Ole Bornedal afslører nemlig over for BT, at det næste projekt bliver historien om John Mogensen.

Den store fortælling om den legendariske sanger og musiker John Mogensen, som Bornedal har gået med i hovedet de sidste mange år, og som nu endelig bliver til virkelighed på det store lærred.

»’Dræberne fra Nibe’ lå i pipelinen efter ’1864’, og det gjorde John Mogensen-filmen også. Men nu går vi i gang med optagelsernetil januar,« siger Bornedal.

BT møder egentlig den danske instruktør til en samtale om hans vilde kulsorte komedie ’Dræberne fra Nibe’ medpremiere 12. januar. Men selv er instruktøren allerede videre. Nu til filmen om John Mogensen, der satte et eviggyldigt aftryk på dansk populærmusik med et unikt element af pop med ægte folkelig appel.

Hjorting med røde ører

Det var dansk pop med bid, sjæl og bandeord, så dansktoppens vært på DR Jørn Hjorting fik røde ører, som Bornedal udtrykker det med et lille drillende smil.

Filmens titel bliver ’Så længe jeg lever’, og den altafgørende hovedrolle er gået tilRasmus Bjerg.

»Rasmus er en af de bedste sangere blandt danske skuespillere, og selvom han er mest kendt som en enormt dygtig komiker, så har han en virkelig seriøs bund, som man ikke har set så meget endnu,« siger Ole Bornedal, der også brugte Rasmus Bjerg i en seriøs rolle i sin episke tv-serie ’1864’, hvor Bjerg spillede officer.

Nu får han sin første seriøse hovedrolle i Bornedals historie om John Mogensen, der begynder, da sangeren er en pæn vandkæmmet dreng på 11 år, der synger i Københavns Drengekor.

Rørte noget i alle

Herfra dykker Bornedal ned i den musikalske mands historie, der for alvor tager fart, da han som 29-årig bliver idol sammen med de tre andre i Four Jacks.

»Det er vigtigt for mig, at mine film finder sit publikum. Det håber jeg, at ’Dræberne fra Nibe’ kommer til, og jeg er overbevist om, at John Mogensen-filmen vil gøre det, for manden rørte noget i næsten alle danskeres dna. Det bliver ikke en poppet musikfilm, der bare skal sælge John og hans sange. Jeg har lavet et manuskript, der er enormt rørende og bevægende, og som egentlig ikke kun handler om John Mogensen, men om os allesammen. Så jeg tror, det bliver en virkelig stærk film,« siger Bornedal, der har talt med dem, der havde med sangeren at gøre gennem årene.

»Jeg har talt med dem, der er tilbage, og det er desværre ikke så mange. Det var jo en generation, hvor mange døde tidligt. Noget af handlingen bliver én-til-én, som det skete dengang, og andet bliver en gendigtning, men baseret på virkelige begivenheder,« siger Ole Bornedal, hvis producent Peter Bose oplyser til BT, at han regner med, at filmen kan nå de danske biografer i slutningen af 2017.

’Dræberne fra Nibe’ med Ulrich Thomsen, Nicolas Bro, Lene Maria Christensen og Mia Lyhne i hovedrollerne har premiere 12. januar.