Stephanie flytter fra det lille 'kollektiv' i Slagelse.

Når et nyt år begynder, er der altid noget at glæde sig til for de mange fans af TV2's hitserie 'Årgang 0' - for januar betyder gensyn med de fire børn, som nu er blevet teenagere, hvis liv TV2 skildrer fra de er 0-18 år. Serien er nu nået til år 13.

Og for en af de fire hovedpersoner - Stephanie fra Slagelse - byder året på store ændringer. Stephanie har de seneste år boet med sin far Christian og sin lillesøster Isabel i en lejlighed i Slagelse, hvor de har været overboer til Christians ekskæreste Pia, som Christian har sønnen Tristan med, men det er nu slut.

For selvom Pia har taget sig godt af alle børnene, lavet mad og tjekket lektier, så flytter Christian med sine døtre til et andet sted uden for Slagelse, så nu er det fars tur til at smøre madpakker.

Årgang 0 skildrer livet hos fire børn født i år 2000 og deres familier, indtil de fylder 18 år, og for netop Stephanie har de første 13 år budt på lidt af hvert.

Stephanies far har således haft en depression, men fortæller i det første afsnit den glædelige nyhed, at han nu er medicinfri. Desuden er Stephanies mor Christina, som tidligere var en del af serien, flyttet til Sverige og er nu helt ude af Årgang 0.

Også hos Rachel fra Aabenraa og hos Emma fra Tarm er der gode nyheder. Rachels far Lars er også blevet depressionsfri, mens Emmas mor Lene får nyt job. Og Christian fra Aarhus glæder sig til at blive huset ældste barn, når storebror Oscar flytter på efterskole.

Den nye sæson af 'Årgang 0' kan følges på TV2 fra 7. januar kl. 20.00.