En ny søgemaskine med adgang til dialogerne i 87.000 film kan afsløre, hvornår og hvor tit bestemte ord bliver brugt på film. Dermed kan det endelig afgøres hvilken TV-serie, der bruger F-ordet mest: "Deadwood", "The Sopranos" eller "The Wire".

En ny amerikansk søgemaskine med adgang til dialogteksten fra over 87.000 film og TV-serier har afgjort en mangeårig diskussion blandt TV-fans: Hvilken TV-serie bander mest?

“Bookworm: movies” samler dialoger fra film, der går tilbage til 1930erne, og kan blandt andet bruges af filmhistorikere, men også sociologer og sprogforskere. Hovedvægten er på Hollywood-film, men der inddrages også film fra den øvrige verden.

Søgemaskinen afslører hvilke temaer, der optræder på film, såsom den globale opvarmning. Ordene “Global warming” begyndte at optræde i film og TV omkring 1990 og toppede i 2008, men er i dag faldet næsten tilbage til niveauet i 90erne. Et ord som “abortion” sås sporadisk i de kyske Hollywood-film fra 1930erne og frem, men fik større opmærksomhed fra slut-1960erne, da Hollywoods selvcensur ophørte i form af den såkaldte Motion Picture Production Code.

Der er forskel på film og TV-serier, hvad angår hyppigheden af visse ord. Et ord som “fucking” begynder at dukke op i film fra 1960erne - det første eksempel menes at være fra en filmatisering af James Joyces roman “Ulysses” - men først i slutningen af 1990erne bliver det udbredt i TV-serier. Særligt kabeltv-stationen HBO har udmærket sig i denne disciplin, men siden 2010 er anvendelsen af ordet faldet noget.

Søgemaskinen kan også sammenligne brugen af ord i diverse TV-shows, og dermed kan det endegyldigt afgøres, hvilken TV-serie der giver mest los med brugen af det berømte F-ord. Er det den snakkesalige, filosofiske western-serie “Deadwood”, gangsterserien “The Sopranos” eller er det den socialrealistiske politiserie “The Wire”.

Bookworm afslører, at “Deadwood” bruger ordet “fuck” næsten tre gange så meget som de to øvrige serier, hvor “The Sopranos” ligger på andenpladsen.

Trods den stigende hyppighed i de senere årtier er det stadig et ord, der bruges med udsøgt varsomhed i offentligheden i USA. Da den svenske film "Fucking Åmål" blev distribueret i USA var det eksempelvis under titlen "Show me love". I mange år var "Summer of Sam" fra 1999 den spillefilm, hvori ordet blev brugt flest gange (435 gange), men det blev overhalet sidste år af Martin Scorseses "The Wolf of Wall Street", hvori ordet optræder 569 gange. 

Tidligste dokumenterede brug af ordet 'fuck' menes i øvrigt at være i et digt fra 1475, der satiriserer munkes manglende evne til at overholde løftet om cølibat.