Der er blevet ændret i denne artikel. I en tidligere version fremgik det ved en fejl, at barndomsveninden Rebekka også har været homoseksuel engang. Det er ikke tilfældet. BT beklager.

Dokumentarfilmen ’Homohelbredelsen’ bliver sendt onsdag aften på DR3. Undervejs kommer seerne helt tæt på danske Christine, som ønsker at blive ’helbredt’ fra sin homoseksualitet.

I starten af den danske dokumentarfilm, sætter 24-årige Christine ord på, hvorfor hun ønsker at blive fri fra sin homoseksualitet, da hun læser højt fra sin dagbog:

»Jeg ønsker at leve rent og ikke udleve min homoseksualitet, men at stole på at gud har noget bedre i vente. Livet i miljøet forandrede mig til en person, som jeg ikke kunne genkende og fik mig til gøre ting, som lægger så langt fra guds plan for mit liv. Derfor må jeg vende om og lade ham tage styringen,« siger hun.

Seerne følger i dokumentaren den kristne unge kvindes liv i København, hvor hun undervejs har store indre og ydre kampe på vejen mod et liv uden kærlighed til kvinder. Èn ting er de tanker, som tydeligvis raserer inde i hendes hoved. Èn anden er, hvordan omverden og især forældrene og vennerne i det lesbiske miljø håndterer Christines kamp.

Hun er tilknyttet en frikirke og kommer fra et kristent hjem, og i filmen følger man flere samtaler mellem Christine og forældrene. På et tidspunkt spørger hun, om de ønsker, hun bliver fri fra ’det’, hvortil hendes far svarer: selvfølgelig. En anden fortaler for den såkaldte helbredelse er den kristne barndomsveninde.

Sophie (tv.) og Christine (th.) bliver begge udfordret undervejs i dokumentarfilmen 'Homohelbredelsen', som DR3 sender onsdag aften kl. 21.30.
Sophie (tv.) og Christine (th.) bliver begge udfordret undervejs i dokumentarfilmen 'Homohelbredelsen', som DR3 sender onsdag aften kl. 21.30. Foto: STV
Vis mere

På den anden side står Christines lesbiske veninder, og især hendes meget tætte veninde Sophie. Sidstnævnte er Christine meget glad for, og da hun læser højt fra hendes tanker i sin dagbog, bliver det meget tydeligt:

»Forvirringen fortsætter. Jeg elsker Soph (Sophie, red.) af hele mit hjerte og ønsker, hun kunne blive ved min side resten af livet. Vi er så gode sammen. Vi laver alt sammen, og jeg elsker at dele mit liv med hende. Jeg føler mig tryg, og højt elsket i hendes arme, og jeg ved, jeg aldrig vil finde en pige som hende,« siger hun.

Det er dog den amerikanske kvinde Janet Boynes, der i filmen spiller den største direkte rolle i Christines mission. Igennem mange telefonsamtaler forsøger hun at agere mentor overfor Christine og få hendes tanker væk fra homoseksualiteten. I USA har hun med en kristen tilgang talt meget imod homoseksualitet, og hun forklarer, at hun selv er gået fra at være homoseksuel til heteroseksuel. I filmen ser man Christine sidde og se på et videointerview med Janet Boynes, der siger:

»Du kan tro, hvad du vil tro. Gud lægger sig simpelthen ikke fladt ned og lader satan fortsætte med at tage vores børn, og hvis han (satan, red.) kan bruge homoseksualitet til at ødelægge kristendommen, gør han det. Men jeg lover dig, jeg giver ikke op, og jeg vil ikke være stille.«

Undervejs i telefonsamtalerne med Janet Boynes fra USA bliver Christine blandt andet bedt om at slette alle billeder og personer på Facebook, som har tilknytning til det homoseksuelle miljø.
Undervejs i telefonsamtalerne med Janet Boynes fra USA bliver Christine blandt andet bedt om at slette alle billeder og personer på Facebook, som har tilknytning til det homoseksuelle miljø. Foto: STV
Vis mere

Presset på Christine tiltager, da Janet Boynes tager turen fra USA til Danmark og går mere direkte til værks overfor Christine og omgangskredsen. Under besøg hos Christines forældre og på restaurant sammen med hendes kærlighed Sophie kommer tvivl og frustration til udtryk i det store dilemma - homoseksuel eller heteroseksuel.

Du kan se hele dokumentarfilmen onsdag aften kl. 21.30 på DR3. Herunder kan se en lille smagsprøve på den kontroversielle dokumentar.