Hun hedder Rebecca. Er 12 år gammel. Bor på Østerbro i København. Er lidt bange for både hunde og heste. Går i 6. klasse på Bernadotteskolen. Og så er det forresten hende, der er Dina. Den sejeste seje heltinde i filmen om ‘Skammerens datter’.

Det har hun længe drømt om at skrige ud over hustagene. Triumferende. Jublende lykkeligt. Rollen er en tusinde-vis af danske piger har drømt om blev deres. Og det - sammen med hensynet til hendes alder - er en af grundene til, at Rebecca Sattrup nu i over et halvt år har måttet gå helt stille med dørene.

- Det har været lidt svært kun at måtte sige det til min familie og venner. Det er svært, at være lidt undercover-agtig og at der ikke er nogen, der ved, hvem man er. Inde på Facebook og Instagram har jeg set så mange skrive ‘hvem er Dina?’ Og man har bare lyst til at skrive ‘Det er MIG’. Men det kan man ikke, siger Rebecca til BT.

At det blev hende, der landede den eftertragtede rolle i filmatiseringen af Lene Kaaberbøls succesfulde fantasybog, stod måske i kortene. I hvert fald kan det godt se sådan ud udefra, hvis man tror lidt på skæbnen.

Læs også: Rosa var yndlingsrollen

Først var der nemlig anekdoten om, hvordan ‘Skammerens datter’ landede i Rebeccas hænder.

- Jeg tror, at jeg var syg eller noget. Jeg var i hvert fald ikke i skole. Så min mor var på biblioteket for at lede efter en bog, jeg kunne læse i. Og så kom der en dame over og gav hende ‘Skammerens datter’ og sagde, at her er en bog, der vil ændre dit liv. Og så læste jeg den og var vild med den. Og nu har den ligesom ændret mit liv. Sådan helt bogstaveligt. Det er ret flippet, siger Rebecca. Og ryster lidt på hovedet.

Så er der anekdote to. Den om den gang filmselskabet bag inviterede interesserede piger til at blive prøvefilmet til rollen som bl.a. Dina.

- Jeg var den første i min klasse, der læste om det i aviserne. Og fordi jeg var vild med rollen, spurgte jeg to veninder, om de ville med. Men lige pludselig talte alle om det, og så gad jeg ikke gå til det, fordi jeg tænkte, at der nu var for mange og jeg ikke havde nogen chance. Så jeg glemte alt om det, fortæller Rebecca.

Men den helt rigtige Dina blev ikke fundet, og derfor dukkede filmens caster en dag op på Rebeccas danseskole.

- Jeg anede jo ikke, hvem hun var, men kom til at kigge hende i øjnene, da hun kom ind af døren. Og så kom hun over til mig, da klassen var slut, og spurgte, om jeg havde lyst til at komme til en casting på en filmrolle. Det ville jeg da gerne, selvom jeg ikke vidste, hvad det var for en.

- Da jeg kom hjem, havde min mor snakket med hende og så fik jeg at vide, at det var til ‘Skammerens datter’. Og så endte det med, at jeg fik den. Jamen det bare helt vildt, for jeg havde jo været så glad for Dina og pludselig fandt jeg ud af, at jeg var Dina. Jeg blev bare helt stum lige i starten. Og så blev jeg helt glad og rendte rundt og krammede alle, siger Rebecca.

I bogstaveligste forstand har det været et stort eventyr for Rebecca lige siden. Ikke alene har hun sluppet for at skulle gå i skole - selvom hun af og til har savnet det - men hun har også filmet i Prag og på Island og i rollen som Dina skulle lave de vildeste ting.

- Man får lov til så mange ting, som man ikke har gjort derhjemme. Det er superfedt. Jeg var faktisk både bange for hunde og for heste før. Og nu er jeg ligesom sammen med en hund, der er en meter høj eller sådan noget, som jeg stadig er lidt bange for, men ikke ligeså meget. Og så har jeg set en masse ting i mig selv, jeg anede faktisk ikke, at jeg var sådan her. Jeg er nok i virkeligheden ret sej, griner hun.

- Jeg går rundt med kniv hele tiden, men er ikke sådan en, der skal fægte med sværd og sådan. Mine stunt er mere sådan nogen, hvor jeg bliver løftet i halsen. Hvor det har været mig og jeg ikke har nogen beskytter på. Det anede jeg ikke, at jeg kunne, fortæller hun.

12-årige Rebecca kan i det hele taget meget mere, end hun troede. Og der findes ikke en eneste på filmholdet - inklusive forfatteren Lene Kaaberbøl - som ikke kammer over i begejstring over det fund, de har gjort med den lille pige med de intense øjne.

- Det er fedt, at de er så glade for mig, for man gør jo bare sit bedste. Men de må heller ikke rose mig for meget, for når jeg ved, at jeg er supergod, så kan jeg godt blive sådan lidt ‘nej, hvordan ser jeg lige ud på kameraet nu, sidder mit tøj ordentligt?’ Og det vil jo være rigtig ærgerligt, hvis det skete og jeg blev sådan en lille snob-agtig én, siger Rebecca.

Hvad der kommer til at ske nu, hvor hele verden ved, at Rebecca ER Dina, er hun selv mega spændt på.

- Det bliver sjovt at høre reaktionen. Og finde ud af, hvor meget jeg bliver genkendt og hvor mange følgere jeg får på Instagram. Det kan godt gøre mig lidt nervøs. Men det bliver også sjovt, griner hun. Og ryster lidt på hovedet.

- Det har været som et eventyr, der startede med, at jeg var lidt genert og bange for at spille skuespil foran andre. Nu gør jeg det bare, siger hun. Og ser helt glad ud.