Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og finansminister Bjarne Corydon kan godt være uenige om mangt og meget i dansk politik.

Men de er helt enige om at stille op i den gode sags tjeneste i TV2s 'Hvem vil være millionær' og kæmpe om at skaffe så mange penge som muligt til 'Team Succes' - en forening, der skal hjælpe unge med anden etnisk baggrund til at opnå succes.

- Det overraskede mig, hvor hyggeligt det var at have besøg af to så magtfulde og sjove drenge, der til hverdag har et helt andet forhold, siger tv-vært Hans Pilgaard, der også havde besøg af SF,s leder Pia Olsen Dyhr og Søren Espersen ved optagelserne tirsdag.
 
- Det var så fornøjeligt, at jeg havde lyst til at gå ud at drikke en øl med dem bagefter og få en snak om samfundet.

Helt uden drillerier gik det nu ikke.

- Man kan mærke, at de er optaget af noget, der er mere vigtigt end at svare A eller B, men de er rigtig sjove og hyggelige. Her er de kolleger fra samme arbejdsplads, der viser hinanden stor respekt. Jeg er træt af den dæmonisering af politikere, der foregår, og her må vi jo nok gribe i egen barm, fordi medierne er med til at forstærke retorikken.
Hvis programmet kan være med til at sende et signal om, at selv om man er uenige, kan man godt tale ordentligt til og med hinanden, så er jeg glad, siger Hans Pilgaard, der tidligere på året høstede stor anerkendelse for at gå i aktion, da en hjemløs blev verbalt overfaldet af nogle teenage-piger.

- Verden er syg. det har den været i mange år. Men vi er forpligtet efter bedste evne til at optræde ordentligt overfor hinanden og vise hinanden respekt, selv om vi ikke er politisk enige. Jeg respekterer Lars Løkke Rasmussen og Bjarne Corydon, fordi de er folkevalgte og har deres holdninger, men forbeholder sig retten til at være lodret uenige.
 
Hans Pilgaard har sidste optagedag i denne sæsons 'Hvem vil være millionær?'.

- Jeg elsker at lave programmerne og har slet ikke lyst til at holde op. Hver gang vi slutter, mærker jeg efter, om jeg stadig synes, det er sjovt, og det er det. Det er en fantastisk måde at møde folk på. Selv politikere sænker paraderne for at koncentrere sig om at svare rigtigt med risiko for at blive til grin. Det er et sats. Jeg kan sagtens svare på spørgsmål om Bruce Springsteen, men stil mig et om blomster og fugle.....

Programmet med de danske toppolitikere er endnu ikke programsat.