Der ligger en noget mere fredelig historie bag et særdeles omdiskuteret cykelstyrt, end det hidtil har været kendt. Historien om cykelstyrtet, der blev fanget på video, tager nu en ny drejning.

- Cykelvideoen får en fortsættelse i dag, fordi det hele er timet og er spin for det nye program, Ultra Galla, på DR, afslører Bubber overfor bt.dk.

Den famøse video, der tilsyneladende viser Bubber kort efter han er styrtet på sin racercykel, er i løbet af weekenden blevet delt igen og igen på de sociale medier.

På videoen ser man Bubber ligge på vejen foran en bil. Bilisten dytter flere gange af ham for at få ham til at fjerne sig, mens Bubber omvendt svarer vredt igen, at hans fødder sidder fast og at han nok skal fjerne sig, når det er muligt.

- Slap nu af, jeg gør det, så hurtigt jeg kan. Det er fordi, den sidder fast i min fod. Den sidder bare fast. Jeg kan ikke få den ud af den her fod, råber Bubber på videoen.

På Facebook og YouTube er videoen blevet diskuteret og der er blevet delt verbale øretæver ud til bilisten, der dytter i stedet for at hjælpe.

Men nu viser det, at den udskældte bilist i stedet er en, der står Bubber særdeles nær.

- I den næste video, der kommer senere i dag, ser man min medvært i programmet, Sofie Linde, stiger ud af bilen og fortæller mig, at jeg skal rejse mig op og komme videre. Vi har nemlig travlt, fordi vi skal hjem og lave fjernsyn til Ultra, fortæller Bubber.

At videoen hen over weekenden er blevet delt og delt på de sociale medier viser, at det spin som DR har lavet, virker.

- Den er jo helt i tråd med Ultra Galla, hvor vi gerne vil lave nogle programmer, der på alle måder involverer og berører de sociale medier som Youtube, så seerne selv kan lægge noget op og bruge mediet, som jo er alle steder, lyder det fra den særdeles tilfredse nye studievært på DR.

Vender tilbage til rødderne

I årevis var det ellers på den konkurrerende Kanal 2, at Bubber fra sit badekar sørgede for, at forældrene kunne tage en halv time mere på øjet i weekenden. For når TV2 sendte Bubbers Badekar var ungernes øjne klistret til skærmen.

Siden hoppede Bubber ud af smækbukserne og den kække kasket, skiftede badekarret ud med sofagruppen og børnene med de voksne, når han drog gennem Danmark med TV2 programmerne 'Danmark i følge Bubber'.

Men nu vender han tilbage til rødderne. Børnene. Til efteråret - nærmere betegnet november - er det nemlig Bubber, som børnene møder, når de åbner for DR for at se Ultra Galla.

Programmet, der har undertitlen 'D'nice at være nice', sætter spot på børns trivsel og fællesskab sammen med en landsdækkende skolekampagne. Programmet og kampagnen opfordrer børn og unge til at være åbne over for andre børn og sørge for, at ingen føler sig udenfor fællesskabet.

- Det er så vigtigt, man er en god kammerat, siger Bubber, der er svært tilfreds med, at han igen skal lave fjernsyn for børn. Men især at det nu er for DR.

- Jeg elsker, at der er morale, i det man laver på DR. For mig er det stort, at der er et budskab og en dybde programmerne hos DR, fordi det viser, at man vil noget med sit program. Og at man tager ungerne dybt seriøst, roser Bubber DR for tv-stationens måde at løse sin public service forpligtigelse på.

Bubber bliver dog ikke alene, når Ultra Galla bliver sendt første gang til november.

Sammen med tre af DRs andre børneværter, Jacob Riising, der p.t. er aktuelt med 'Versus', Sofie Linde og den tidligere vinder af Vild med dans, Joakim Ingversen, skal den tidligere TV2 medarbejder underholde de syv til 12-årige børn.