Nu er Netflix større end TV 2 News

Efter bare et år i Danmark  er streaming-tv-tjenesten Netflix landets sjettestørste tv-kanal. Det konkluderer medieforskerne Dennis Christensen og Niels Marslev i rapporten ’Medieudviklingen 2013’, som DR Medieforskning udgiver i midten af januar.

Netflix tegnede sig i 2013 for cirka tre procent af den samlede sening i Danmark. Dermed er Netflix lidt mindre end TV3, DR2 og TV 2 Charlie, men lidt større end TV 2 News og Kanal 5, skriver dr.dk.

Blandt unge mellem 15 og 30 er Netflix lige så stor som DR 1.

- At Netflix sidder på tre procent af den samlede sening er vores bedste bud på tingenes tilstand anno 2013. Det er næppe ukontroversielt at kalde Netflix og de øvrige streaming-tv-tjenester for tv-kanaler eller tv-udbydere, Dennis Christensen og Niels Marslev.

- Og ikke mindst tjenesternes forretningsmodeller, er da også temmelig forskellige fra det, vi traditionelt opfatter som tv. Alligevel er det vores påstand og præmis, at det indholdsmæssige slægtskab er tilstrækkeligt stort - og brugerudbyttet tilstrækkelig ensartet til, at vi kan tale om dem som beslægtede former for tv-sening, siger Dennis Christensen og Niels Marslev.

De to forskeres konklusioner bygger på generelle tal for hele befolkningen. Blandt unge danskere bliver der set betydelig mere net-tv end i befolkningen generelt. Youtube alene fylder tre pct. af liveseningen blandt de 15-30-årige. I den aldersgruppe er Netflix lige så stor som DR1.

- Net-tv i bred forstand fylder nu cirka 22 procent af de 15-30-åriges totale sening. Netflix alene står for cirka seks procent af denne aldersgruppes tv-sening, mens YouTubes tv-lignende indhold tegner sig for cirka tre procent,” siger Niels Marslev og Dennis Christensen.

Blandt de unge i aldersklassen stiger Netflix – målt på seertid – fra sin sjetteplads i hele befolkningen til en delt tredjeplads – side om side med DR1, lige i halen på TV3, og kun distanceret klart af TV 2 på førstepladsen.

- Når Netflix klarer sig så godt, skyldes det ikke mindst, at man formår at hive rigtig mange seerminutter ud af sine brugere. Gennemsnittet for de dage, hvor man bruger Netflix, er hele 80 minutter – kun overgået af TV 2, DR1 og TV 2 Charlie, som hiver henholdsvis 98, 91 og 81 daglige minutter ud af seerne, når de først har fat i dem,” forklarer Dennis Christensen og Niels Marslev.