- Den havde jeg godt nok ikke set komme, det må jeg indrømme, er filminstruktør Nils Malmros første kommentar om at hans kontroversielle film, 'Sorg og glæde' er udtaget som Danmarks bidrag til en Oscar-nominering, i kategorien 'bedste fremmedsprogede film'.

- Jeg er virkelig glad, virkeligt glad. Og jeg er også meget berørt, det må jeg sige, siger Nils Malmros, der har fået nyheden fra Det Danske Filminstitut minutter før BT ringer. 

Grunden til at den flere gange Bodil og Robert-belønnede instruktør ikke lige havde regnet med, at Det Danske Filminstitut ville indstille hans dybt personlige film er, at Malmros hverken har en Robert eller en Bodil stående derhjemme for 'Sorg og glæde'.

I et år med Thomas Vinterbergs 'Jagten' blev Malmros forbigået ved begge prisuddelinger, og 'Sorg og glæde endte med en enkelt Robert til Helle Fagralid for bedste kvindelige hovedrolle.

Til gengæld har den været en langt større kommerciel succes end forventet.

Cirka 260.000 danskere har løst billet til en biograf for at se den.

- Jeg kan godt tro på, at  vi kan komme videre i USA og få en nominering. Men man ved aldrig hvilke kræfter man er oppe i mod, siger Nils Malmros til BT, og håber, at filmens producent giver den fuld gas i Hollywood og omegn for at få 'Sorg og glæde' frem til en nominering blandt de fem-seks film, der skal konkurrere om den vigtigste filmpris i verden, Oscaren.

- Jeg håber virkelig at Nordisk Film kender deres besøgelsestid, og lægger et stykke arbejde i at promovere den. Det er et stort lobbyarbejde og et kompliceret spil, og handler om at trække i de rigtige tråde og få de rigtige folk til at interessere sig for filmen og se den, siger Nils Malmros til BT  .
  
'Sorg og glæde' er Malmros ultimative film, og tager udgangspunkt i instruktørens største personlige hemmelighed, som han bar rundt på sammen med sin hustru i næsten 30 år.

Filmen er en detaljeret og næsten akkurat kunstnerisk gengivelse af de begivenheder, der førte op til at Malmros hustru dræbte parrets ni måneder gamle datter i en psykose. Samt tiden bagefter.

En film der ifølge Malmros selv, er det levende bevis på, at kærligheden kan overvinde og hele alt. Selv de mest tragiske forhindringer.