Nils Malmros og hans hustru er dybt rørte over publikums positive reaktion på 'Sorg og glæde'

På kun 11 dage har Nils Malmros’ ekstremt personlige film ’Sorg og glæde’ trukket 126.368 mennesker i biografen.

Det er mere end 12.000 solgte billetter om dagen. Filmen blev overdænget med femstjernede anmelder-roser, og Nils Malmros’ foredragskalender er overtegnet til bristepunktet i disse uger.

Filmens omdrejningspunkt er instruktørens og hans hustru Marianne Tromholts personlige tragedie, der fandt sted d. 11. februar 1984, da hun i en agiteret maniodepressiv- psykose dræbte parrets ni måneder gamle datter, mens Malmros var ude at holde foredrag.

Marianne Tromholt fik efterfølgende en behandlingsdom, men mod alle odds gik parret ikke fra hinanden og lever i dag sammen på 31. år. I det samme hus, hvor tragedien fandt sted, i Højbjerg ved Aarhus.

Som et levende bevis på, at kærligheden overvinder alt.

Og det er netop det budskab, publikum har taget til sig, mener Nils Malmros, der sammen med hustruen Marianne, har modtaget mange private henvendelser siden filmens premiere.

- Folk skriver og siger tak, og sender blomster til Marianne. Jeg tror, det er filmens budskab om, at kærligheden overvinder alt, der griber publikum, siger mesterinstruktøren til BT.

Kærligheden overvinder alt

- Min hustru har af indlysende grunde ikke deltaget i premierer, pressekørsler og den slags omkring filmen, og det forstår folk godt. Men de vil samtidig gerne sige tak, også til Marianne, som har fået en del hilsener, siger Malmros, der fortæller, at hustruen har fået flere buketter sendt til privatadressen.

- Kære Marianne. Nu ved vi, at kærligheden overvinder alt. Godt at Nils har dig, citerer Malmros fra et af de vedlagte kort med blomster.

Takker for deres mod

- Det er primært Marianne, der får blomster. Jeg får mail, siger Nils Malmros og citerer et andet kort:

- Kære Marianne. Hjertelig tak for din andel i en stor oplevelse i går aftes.

Andre reaktioner lyder således:

- Kære Nils og Marianne. Tak for jeres mod til at fortælle.

- Tak, fordi du gav Nils lov til at lave filmen:

- Stor respekt til dig, Marianne, for at lade os andre få del i din gave til Nils.

De sidste to reaktioner hentyder til filmens slutning, hvoraf det fremgår, at Nils Malmros’ hustru for tre år siden havde så meget overskud, at hun gav sin mand lov til at lave filmen, som det Nils Malmros selv kalder ’en kærlighedsgave’.

Meget rørende reaktioner

- Folks reaktioner er meget, meget rørende, og vi kan jo ikke andet end at være dybt berørte over den måde, folk har taget filmen til sig, siger Malmros.

- Marianne gav mig muligheden for at lave den som en kærlighedsgave, fordi hun kunne fornemme, at jeg havde behov for at lave den. Det er bestemt ikke for hendes skyld. Og på den baggrund er hun lettet over, at det også bliver forstået som sådan af publikum, siger Malmros, der er berømt for stort set udelukkende at lave meget personlige film om sin barndom, ungdom, sine kærlighedsforhold og sin egen far.

Ingen film er dog så hudløs og dybt personlig som ’Sorg og glæde’, der nu synes at være en succes på alle fronter. Også den private, hvor Malmros og hans hustru foruden blomsterne modtager mail fra mennesker, der bruger filmen til at spejle og forstå deres egne livskriser

- Det at vi står frem med denne store sorg, og er kommet over det, er en hjælp for nogle. Det er helt klart. Det er som regel nogle, der beskriver, hvad de har været igennem af problemer og kriser, og at det har støttet dem, at de har set min film, og derfor gerne vil sige tak.

- Det er meget rørende for os, og en stor opmuntring for Marianne, og selvfølgelig også for mig. Men for mit vedkommende har jeg dog ikke lavet filmen for primært at opmuntre, men for at lave et kunstværk og fuldføre mit livsværk, siger Malmros, der tilføjer, at filmens offentliggørelse ikke har været helt uden torne for hans hustru.

- Marianne kunne godt have undværet den film, den er bestemt ikke lavet for hendes skyld. Hun har selvfølgelig været nærtagende overfor diverse kioskbaskere, og nok så meget overfor, om sprogbrugen er sober. Hvilket jeg synes, den har været. Men hun har da været klar over, at det var en gave, hun gav, og at en gave koster. Og har derfor også været forberedt på, at noget af det ville gøre ondt, siger Nils Malmros til BT.