Nicolas Bro reagerer nu på kritikken af ’1864’, hvor han spiller rollen som Ditlev Monrad.

DRs store søndagsdrama ’1864’ har trods høje seertal fået adskillige hug med på vejen fra anmeldere og andre meningsdannere, herunder adskillige politikere fra Dansk Folkeparti.

Især har instruktøren Ole Bornedals skildring af Grundlovens fader, Monrad, der altså spilles af Nicolas Bro, fået skarp kritik af Pia Kjærsgaard, der mener, at Monrad i tv-serien gøres til en "gal og dybt usympatisk" mand.

Mens Ole Bornedal selv har trukket stikket i debatten om danmarkshistoriens dyreste tv-serie, reagerer den dobbelte Bodilpris-vinder Nicolas Bro nu for første gang på polemikken.

Der er dog ikke meget reaktion at hente fra skuespilleren.

- Det er ikke første gang, jeg bliver konfronteret med debatten. Men jeg har altså intet læst eller hørt. Jeg holder mig simpelthen væk fra det, så jeg kan slet ikke tale med om den ballade, der har været. Det kan jeg godt anbefale til andre skuespillere, sagde Nicolas Bro til bt.dk lørdag aften forud for TV2s ’Knæk Cancer’-show, hvor han sad ved telefonerne og tog imod seerens donationer.

Søndag aften viser DR1 tredje af de i alt otte afsnit af ’1864’.