Kan du godt lide Netflix? Kan du godt lide at rejse? Kan du godt lide at lægge flotte billeder på det sociale medie Instagram? Og kan du godt lide tanken om at få mange penge for de tre forgående ting?

Hvis du kan svare 'ja' til alle de ovenstående ting, så har tv- og filmstreamingstjenesten Netflix sandsynligvis et drømmejob til dig.

Netflix hyrer nemlig lige nu det, de kalder 'Grammasters'. Og det består ganske enkelt i, at man skal rejse rundt i Europa og Mellemøsten, hvor man besøger forskellige Netflix-optagelseslocationer til streamingtjenestens egne produktioner, og tage billeder af det man oplever og så lægge det på Instagram.

Og som om det er ikke er nok, så bliver man også betalt fyrsteligt for det. Netflix står for rejseomkostningerne, mens Grammasteren bliver betalt 2.000 dollars pr. uge for at rejse rundt og uploade billeder af store stjerner og flotte sets på Instragram.

Det er med andre ord godt 13.700 kroner for at rejse, tage billeder, møde stjerner og, lyder det til, have det rimelig fedt.

Sådan ansøger du
Men det er selvfølgelig ikke alle, der kan være så heldige, at de får jobbet som Grammaster. Der skal en lille smule arbejde til, før det kan være, du bliver en af de heldige med et af verdens fedeste jobs.

Først skal du følge Netflix på Instagram. Så skal du tagge tre af dine fotos på tjenesten med hashtagget #grammasters3 inden 6. marts i år.

På de billeder skal du fremvise dit talent for at tage billeder, og så gør det formentlig ikke noget, at du samtidig viser, at du kan lide film og tv, som trods alt er en ret stor del af Netflix.

Så er det egentlig bare med at komme i gang.

Men hvis du tænker, det er for godt til at være sandt, så kan du hoppe ind på Netflix' eget opslag, og læse mere her.