Det var sorte og melankolske skyer, der hang over Lars von Trier i kølvandet på hans optræden i Cannes for to måneder siden.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Den danske instruktørs nazi-udtalelser gik verden rundt, og der blev truet med bål og brand i alle afkroge af den internationale filmverden.

- Jeg ville virkelig gerne være jøde. Og så fandt jeg ud af, at jeg i virkeligheden var nazist, fordi min familie var tysk. Hvilket også gav mig en vis tilfredsstillelse, lød ét af Triers uheldige citater, som fik mange til at true med boykot af hans film ’Melancholia’.

Men intet tyder på, at nogen har gjort alvor af deres trusler.

- Der er fuldstændig ro i lejren. Det virker, som om alle har taget hans undskyldning for gode varer. Og vi har ikke oplevet yderligere reaktioner i udlandet, siger Zentropa chef Peter Aalbæk Jensen, som under filmfestivalen havde mange vrede distributører i tale.

- Men det eneste konkrete der skete var, at den argentinske distributør trak sig fra sin aftale. Men vi fik istedet filmen solgt til en anden, forklarer han.

Herhjemme er filmen med kun 50.000 solgte billetter ikke blevet nogen sindsoprivende succes. Men til gengæld har den på verdensplan allerede langt overgået Triers seneste film, ’Antichrist’.

Ifølge den amerikanske hjemmeside Box Office Mojo - som indsamler biograftal fra hele verden - har ’Melancholia’ på nuværende tidspunkt indspillet næsten to mio. dollars. Og det på trods af at filmen endnu ikke har haft premiere i en lang række af de store territorier som USA og Sydamerika. Eller vigtige Trier-lande som Frankrig, Italien, Tyskland og England.

Og selvom to mio dollars måske ikke lyder af voldsomt meget - i hvert fald ikke set i forhold til den nye Harry Potter, som nærmer sig 600 mio. dollars - så er det langt over det dobbelte af, hvad Lars von Triers to sidste film har indspillet på verdensplan.

Den voldsomt omtalte ’Antichrist’ har således kun indspillet 791.867 dollars, mens ’Manderlay’ kun nåede op på 674.918 dollars.

- Jeg har netop talt med vores franske distributør, som på grund af den store interesse har måttet udvide med 50 kopier mere, når filmen får premiere i næste måned. Så der er umiddelbart ingen konsekvenser på denne film.

- Men om de kommer næste gang, vi skal have financieret en Trier film, kan kun tiden vise, siger Peter Aalbæk.