Hvis du ser én biograffilm i julemåneden, så lad det blive ’Arrival’.

Den amerikanske film om nærkontakt mellem mennesket og en helt anden race fra det alleryderste rum handler måske ikke direkte om risengrød og julegaver, men historien får til gengæld hjertet til flyde over med julefornemmelser som nærvær, kærlighed og masser af medmenneskelighed.

I centrum møder vi sprogeksperten og universitetslæreren Louise Banks (Amy Adams), der underviser, mens hun forsøger at komme sig over tabet af sin ene og elskede datter.

På en grå og helt almindelig hverdag finder menneskeheden ud af, at vi ganske rigtigt ikke er alene i universet.

Som gigantiske opretstående syltede agurker placerer tolv skyggeagtige rumskibe sig således uden varsel over lige så mange tilsyneladende tilfældige steder på kloden. I USA svæver det 500 meter høje rumfartøj over ødemarken i staten Montana.

Som én af verdens ledende sprogeksperter hyres dr. Louise Banks nu til at besvare det oplagte spørgsmål: ’Hvad fa’en vil I her’. Og det er startskuddet til en ekstraordinær filmrejse, hvor alle sanser bliver taget i brug.

I modsætning til Steven Spielbergs stadig fantastiske ’Nærkontakt af tredie grad’ jammer de fremmede nemlig ikke velvilligt med på fem iørefaldende toner på et farverigt keyboard, og i modsætning til en anden rum-favorit, ’Independence Day’ lægger de heller ikke for med at jævne New York og London med jorden.

Nej, i ’Arrival’ svæver de to store rumvæsner med kælenavnene ’Abbott’ og ’Costello’ (amerikansk komediepar) rundt bag en gigantisk glasvæg, der i deres rumskib adskiller vores atmosfære fra deres atmos­fære.

Truende krig

De venter. Og igennem samme massive glasvæg forsøger Louise Banks og hendes matematiske kollega Ian Donnelly (Jeremy Renner) at kortlægge et fælles sprog, så kommunikationen kommer i stand og den tiltagende militære spænding, der er ved at opstå i bl.a. Kina og Rusland, kan afværges – læg i øvrigt mærke til, at Danmark er først på videoskærmen med videnskabelige genier.

’Arrival’ handler selvfølgelig først og fremmest om kantakten imellem os og de fremmede. Men filmen handler også om at lytte til hinanden og om at forstå hinanden. Og midt i denne vanvittige politiske periode, hvor virkeligheden kan være svær at fatte, minder ’Arrival’ os om, at der findes noget godt i alle.

Også spændende

Og tag nu endelig ikke fejl. Trods sine filosofiske tiltag er ’Arrival’ også spændende som ind i h...

Således må vores fredsommelige eksperter kæmpe imod mere aggressive medlemmer af den amerikanske delegation, der allerhelst bare vil ’trykke på knappen’. Et par løbske soldater risikerer med en kraftig sprængladning at ødelægge det hele. Og netop som man tænker: ’Hvordan dælen skal det her ende’, slår instruktør Denis Villeneuve en imponerende sløjfe på historien.

Dét, der til at begynde med fungerede som en temmelig regelret fortælleform: baggrund (datterens død), nutid (den daglige rytme på universitetet) og så chokket (besøg fra det ydre rum), viser sig at være noget helt andet.

I dét sprog, som Louise Banks lærer af Abbott og Costello, findes nøglen til tidsrejse. Og ikke bare den traditionelle tidsrejse frem og tilbage.

Det lyder måske fortænkt. Men takket være et krystalklart overblik og fantastiske skuespillere holder instruktør Denis Villeneuve tungen lige i munden og samtlige bolde i luften. Det ufattelige bliver fatteligt. Og ’Arrival’ forløses som en fantastisk og samtidig dybt menneskelig symfoni.