Filmanmeldelse: 'Inuk'
På grønlandsk betyder ordet tupilak en forfaders sjæl eller ånd, og derfor er det også ret symbolsk, at både Inuk og hans mor skærer disse små knogle-figurer i Mike Magidsons debutspillefilm ’Inuk’.
For den handler netop om at gå i forfædrenes fodspor og finde sin identitet i et moderne Grønland med stor arbejdsløshed og sociale problemer.
Inuk mistede sin far på isen, da faderen og moreren hastede på hundeslæde til hospitalet med en lille syg Inuk, så Inuk endte efterfølgende i storbyen Nuuk sammen med sin mor.
Vi møder Inuk som indesluttet teenager med grønlandsk hiphop i ørerne og drømme om eget band. Sammen med sin alkoholiske mor bor han nu i betonghettoen, hvor pengene er små og mere går til mors øl med drukvennerne end til mad i huset. Fangerlivet nordpå er udskiftet med en barndom med druk og vold.
Naturen hvisker
En socialpædagog fornemmer, at Inuk langtfra er i harmoni med omgivelserne – at naturen og isen måske hvisker hans navn og kalder på Inuks sjæl, så hun sender ham på børnehjem i Uummannaq.
Her møder han fangeren Ikuma, der tager børnene fra hjemmet med på slædetur over isen. Inuk er først modvillig, men naturen og fangerlivet fremkalder smilet i Inuks ansigt.
’Inuk’ er en simpel, men stærk fortælling - om identitet og selvværd i storslået, smuk natur, hvor forfædrenes ånder hvisker til sjælen, mens fremtiden og isen er usikker.
Som socialpædagogen siger: »Når sårene er dybe, er hvert et skridt en rejse.«
4 stjerner
'Inuk', Grønland/Frankrig, 2010.
Instruktør: Mike Magidson.
Premiere over hele landet.
Se trailer:
