Tænk tegneserien 'Asterix' blandet med 'Mad Max'-filmene og dansk revy - så har du lidt af stemningen. Tilsæt så nyudsprungen bøgeskov, fyrige heste og måneskin - og succesen er hjemme!

Med 'De tre musketerer' leverer Det kgl. Teater en forestilling med virkelig fut i - for her er en borg, der kan både brænde og brase sammen. Desuden er der dueller på såvel kårde som vandede vittigheder og åh-så onde skurke, af begge køn. Og her er helte som - igen og igen - såres dødeligt, men alligevel hele tiden dukker frejdige og uforfærdede op og kæmper videre. Jo, det her er sandelig et action-eventyr for raske drenge i alle aldre - og af begge køn! Jokum Rohde har skrevet denne light-udgave af Alexandre Dumas' udødelige klassiker om de tre-måske-fire. Det er blevet et muntert drama om mod, venskab, magt og ære. Et skuespil der er både skue og spil. For der er virkelig noget at se på i denne forestilling - den er i konstant bevægelse. Og spillet er der også gang i, især efter pausen hvor der skrues op for både slagsmål og stunt-ridt.

Bønderøv og helt

Handlingen er bygget op om Peter Plaugborg, der har hovedrollen som d'Artagnan - bonderøv og helt. Ung og vild med Tintin-hår imponerer Plaugborg med primalskrig og ed enorm udstråling og energi. Når han ikke rider eller spæner rundt, så enten slås han eller jonglerer i luften med sin elskede (Helle Fagralid som en nuttet Constance).

De tre halvgamle, men hel-tapre ­musketerer er Jens Jørn Spottag ­(Athos), Henrik Koefoed (Porthos) og Michael Brostrup (Aramis). Morten Suurballe og Søren Sætter-Lassen bolt­rer sig som ond kardinal og fjoget konge, og Marie Louise Wille er den onde Mylady.