'Breaking Bad''s Bryan Cranston er fremragende som den sortlistede manuskriptforfatter, Dalton Trumbo.

Det er Hollywood anno 1947. 'Komiteen for uamerikansk virksomhed' er på sit højeste. Og den rigste kommunist i filmbyen (Trumbo) er blandt de allerførste til at blive lukket ude for det fine og Sovjet-forskrækkede selskab.

Men Dalton Trumbo lader sig ikke undertrykke. Under diverse dæknavne fortsætter han sit legendariske arbejde. Og lige under næsen på det allermest forskrækkede kollegaer formår Trumbo rent faktisk at vinde to Oscar-statuetter og samtidig udstille den absurde heksejagt i Hollywood.

Helen Mirren spiller den  magtfulde sladderklummeskribent Hedda Hopper, der fører an i heksejagten. Den britiske skuespillerinde er fantastisk som skurk. Og kemien imellem Cranston og Mirren er forrygende.

Bryan Cranston er nomineret til en Oscar for 'Bedste mandlige hovedrolle' for sin  præstation som Dalton Trumbo. Og det er fuldt fortjent.