9. januar var Fie Laursen i Aftenshowet for at fortælle om den mobning, hun er blevet udsat for af jævnaldrende, blandt andet fordi hun har talt højt om ønsket om at blive model. Et ønske, der nu er gået i opfyldelse.

I de røde stole i Aftenshowet på DR1 tog 15-årige Fie Laursen og hendes far Eddie Laursen 9. januar plads for at fortælle om den mobning, Fie på fire forskellige skoler er blevet udsat for.

- Nogle drenge lavede en Facebook-side om mig. De spillede fan af mig. Det startede bare med ironi, men så blev det så til, at de stoppede ironien og så var det jo slet ikke sjovt, siger Fie Laursen i programmet efter en lille pause. Med tåre i øjnene og sin far i hånden.

Når hun gik på Facebook, kunne hun ikke undgå at falde over mobningen, der opstod efter Fie havde lagt modelignende billeder ud af sig selv. Flere i lokalmiljøet havde meldt sig ind i gruppen, og da Fie lavede en video, som hun lagde på Youtube, hvor hun forklarede, at hun blev meget ked af det, gav mobberne igen med en hånende video.

LÆS OGSÅ:

Men nu har den mørkhårede Fie, der har en modeblog på blogfællesskabet 'Bloggers Delight' givet lidt igen. Hun er nemlig blevet brugt af den online modebutik Miinto.dk som model.

- Jeg synes på et personligt plan, at det er fantastisk, at Fie får sin drøm opfyldt, og at hun får gjort gamle klassekammerater til skamme, siger Konrad Kirklo administrerende direktør for Miinto.dk og forklarer, at billederne kom i stand før Fie var i Aftenshowet.

Virksomheden står bag en pris, der uddeles til modeblogs, og har i den forbindelse forskellige bloggere inde til interview hver måned. Fie var en af dem og stillede op til et fotoshoot. Billederne var så gode, at hun nu er med i opløbet om at blive forsidemodel på hjemmesidens teen-sektion.

LÆS OGSÅ:

For Fie handler det allermest om at blive anerkendt.

- Folk synes åbenbart, at jeg vil være kendt, at jeg bare vil have opmærksomhed. Men jeg vil ikke bare være kendt, jeg vil gerne være anerkendt i Danmark, og jeg vil bare gøre en forskel i Danmark. Jeg synes bare ikke, der sker nok mod mobning, siger hun i Aftenshowet.