De fleste komedier er ikke særlig morsomme. Måske fordi den ensidige ambition om at fremkalde latter forkramper, fordummer eller på anden måde hæmmer.
Måske er det også derfor, at de mest morsomme film er dem, der også vil noget andet end at være morsomme. Som nu 'Hunt For The Wilderpeople', hvor drama og komedie vægtes lige højt i fortællingen om den tykke, forældreløse Ricky. Han er kun 13, men har allerede boet på flere børnehjem og er heller ikke glad for at blive placeret hos Bella og hendes eddikesure mand, Hec.
De bor i et hus i den newzealandske bush, og da Ricky – der anser sig selv for en gangster in spe og døber sin hund Tupac – endelig finder sig til rette, dør Bella. Nu vil de sociale myndigheder have ham tilbage, og før Ricky og Hec ved af det, er de på flugt ud i vildnisset.
'Hunt For The Wilderpeople' er en fortælling om mennesker, der ikke passer ind, men paradoksalt nok passer sammen, og det kunne der komme en klæg, patos-osende historie ud af.
Men altså ikke i Taika Waititis film, hvor Julian Dennisson er fortrinlig som Ricky, hvor Sam Neill indgyder troværdighed i Hec, og hvor replikkerne klinger rent og er fulde af morsomheder, der oftest går på kontrasten mellem naturen og Rickys urbane selvbillede. Vidunderligt.
