Jane Austen er forfatter til nogle af de mest elskede kærlighedsromaner, der nogensinde er skrevet. Men selv havde hun ikke held i kærlighed. Hun blev aldrig gift og døde som 42-årig i 1817.

I 'Becoming Jane' får vi historien om den ulykkelige kærlighed, som satte skub i hendes karriere som forfatter. Filmen bygger på en biografi der hævder, at en flirt udviklede sig til så lidenskabelig kærlighed, at Jane og en ung advokat planlagde at flygte væk sammen.

Handlingen udspiller sig i 1795, da Jane (Anne Hathaway) er en smuk og livlig 20-årig, der bor med sine forældre og søskende i en ramponerede præstegård i Hampshire. Hun er dybt optaget af sine bestræbelser på at blive forfatter indtil Tom Lefroy (James McAvoy) dukker op. Han er en vild ung jurist, der er sendt på græs for at få afkølet sin interesse for spiritus, boksekampe og letlevende kvinder.

Hathaway er nuttet - men ikke nær så skrap, som hardcore Austen-fan vil forvente af deres heltinde. 'Becoming Jane' minder ikke så lidt om den fremragende 'Pride & Prejudice', men er et middelmådigt skal/skal ikke-melodrama i sammenligning. Det er en køn og tilforladelig kyse- og korset-film, der henvender sig specielt til seriøse Jane Austen-fans.