Da den svenske stjerneskuespiller Michael Nyqvist døde tirsdag aften, var han, på trods af sin hemmeligholdte kræftsygdom, i gang med at skrive en selvbiografisk bog om sin biologiske familie. Nyqvist, der var adoptivbarn, brugte det meste af sit voksenliv på at søge efter sin egen identitet.

Det var kun de allernærmeste, der vidste besked med den kræftsygdom, som Sveriges store karakterskuespiller Michael Nyqvist i et år forsøgte at bekæmpe. Det blev en forgæves kamp. Tirsdag aften døde skuespilleren bare 56 år gammel af lungecancer.

Blandt de få udenfor familienkredsen, der vidste besked med skuespillerens kamp, var dokumentaristen Susanne Cederberg.

Hun var en nær en af den meget private skuespiller, der yderst sjældent, hvis aldrig, lukkede pressen ind i sit hjem, men det var lykkedes for Cederberg at få lov til at lave en dokumentar om Michael Nyqvist. Og det var under indspilningerne til denne, at skuespilleren fik den sønderlemmende besked om, at han led af lungecancer.

Men Nyqvist ville ikke høre tale om, at sygdommen skulle med i dokumentaren.

»Det var meget vigtigt for ham, at ingen vidste noget. For han ville ikke stille op til interviews eller tale om det, fordi det udelukkende ville komme til at handle om sygdommen«, siger vennen Susanne Cederberg til den svenske avis Aftonbladet.

Men selv om Michael Nyqvist værnede om sit privatliv, var han overraskende åben om noget af det mest private et menneske har. Sin herkomst. Den flere gange prisbelønnede skuespiller, der herhjemme især er kendt for 'Milleniumtriologien', 'Mænd, der hader kvinder', 'Luftkastellet, der blev sprængt' og Pigen, der legede med ilden', var nemlig adopteret.

Michael Nyqvist. Billedet her er fra januar 2017. 
Michael Nyqvist. Billedet her er fra januar 2017.  Foto: TT NEWS AGENCY
Vis mere

Da han var et år gammel, kom hans adoptivforældre og hentede ham på et børnehjem, fordi, som han selv har udtalt:

»De ville hellere have en søn, der hed Michael, så det hed jeg fra det øjeblik, de tog mig med hjem til deres hus. Det kan lyde enkelt, det var det så slet ikke, kan jeg roligt sige. For både som barn og senere som voksen, har jeg ofte måttet spørge mig selv: Hvem er jeg egentlig? Og det gør jeg sådan set stadig«, udtalte skuespilleren til Berlingske i april i år.

Michael Nyqvist fik som seks-årig at vide, at han var adopteret. Og at han var blevet afleveret som spæd på et børnehjem.

Hans mor var en purung, svensk pige med en dårlig økonomi, mens hans far var fra Italien.

Michael Nyqvist skulle blive 35 år, før han første gang mødte sin biologiske far.

Og det var lige præcis sin biologiske familie, Michael Nyqvist tredje bog skulle handle om. Sammen med Adam Dahlin fra forlaget Forum i Sverige ville han skrive en selvbiografisk bog om sin biologiske familie.

I forvejen havde Michael Nyqvist skrevet to bøger, hvor den første 'Når barnet har lagt sig' fra 2009, der handlede om Nyqvist søgen efter sine biologiske forældre, mens den anden bog, 'Just after dreaming' handlede om hans skuespillerkarriere.

»Han fortsatte med at grave i sin families baggrund. Og grave i sig selv. Det var selvbiografisk og bundede i hans egen historie«, siger Adam Dahlin til Expressen.

Michael Nyqvist bliver af Berlingske filmanmelder Jacob Wendt beskrevet som en af Sveriges helt store karakterskuespiller på linje med den danske Jesper Christiensen. Og som sin danske kollega havde Nyqvist også fået sat sin fod eftertrykkeligt i Hollywood.

Senest medvirkede Nyqvist  i den danske film 'Du forsvinder' der fornylig havde premiere med Trine Dyrholm og Nikolai Lie Kaas i hovedrollerne. Her var han også var med til premieren i København.

Det blev en af de sidste gange, hvor den svenske karakterskuespiller viste sig offentligt.

Michael Nyqvist efterlader sig hustruen Catharina Ehrnroot og to voksne børn.

Michael Nyqvist. Her fotograferet den 24. marts i år.  
Michael Nyqvist. Her fotograferet den 24. marts i år.   Foto: NIELS AHLMANN OLESEN (arkiv).
Vis mere