Den Oscar-vindende skuespiller Meryl Streep blander sig nu i sagen om Hollywood-produceren Harvey Weinstein, der er blevet fyret fra sit eget produktionsselskab efter flere anklager om sexchikane fra kvinder.

Meryl Streep har arbejdet sammen med Harvey Weinstein på flere store filmproduktioner, herunder 'The Iron Lady', og skuespillerinden understreger i en udtalelse, at hun tager kraftigt afstand fra Weinstein og hylder kvinderne for deres mod.

'De beskæmmende nyheder om Harvey Weinstein har rystet alle dem af os, hvis arbejde han støttede, og hvis gode og værdige sager han støttede. De frygtløse kvinder, som har brugt deres stemmer til at afsløre misbrug, er vores helte,' lyder det blandt andet i en udtalelse fra Meryl Streep, som Huffington Post har modtaget fra skuespillerindens agent Leslee Dart.

Udtalelsen kommer, efter flere kvinder, herunder den kendte Hollywood-skuespillerinde Ashley Judd, er stået frem i avisen The New York Times og har fortalt om sexchikane og overgreb begået af Harvey Weinstein gennem de seneste mange årtier. Ifølge New York Times har Weinstein indgået otte forlig med kvinder, der har anklaget ham for overgreb.

For få dage siden meddelte Harvey Weinstein, at han havde taget frivillig orlov fra sit selskab som konsekvens af beskyldningnerne i New York Times, men grundet nye oplysninger i sagen de seneste dage, besluttede bestyrelsen søndag at fyre Weinstein med øjeblikkelig virkning.

I sin udtalelse om sagen gør skuespillerinde Meryl Streep det klart, at hun aldrig har kendt til, at Weinstein skulle have begået overgreb. Skuespillerinden påpeger også, at hvis alle havde kendt til overgrebene, ville medierne have beskrevet episoderne før. Meryl Streep slutter af med at fastslå, at Weinsteins handlinger er utilgivelige.

'Opførslen er utilgivelig, men magtmisbrugen er bekendt. Hver en modig stemme der står frem og bliver hørt og krediteret af vores medier, der er vagthunde, vil i sidste ende forandre det,' lyder det fra Meryl Streep.

Weinstein har selv i en udtalelse til The New York Times fortalt, at han har forvoldt »megen smerte,« og han har bedt om en ny chance.