Tirsdag aften fortalte den tidligere succesfulde væddeløbsrytter og mangemillionær 40-årige Mark Graversen Larsen og hans 41-årige kone Yvonne i 'Luksusfælden' om deres skrantende økonomi.
De havde meldt sig til TV3-programmet i håb om at få rettet op på deres dårlige økonomi. Efter deres deltagelse i programmet føler de sig dog udstillet og svigtet.
- Jeg er chokeret efter at have set programmet. Jeg er ked af den måde, det er blevet klippet sammen på, da vi fremstår som nogle, der ikke har forstand på økonomi og ikke har lyst til at arbejde, for det passer ikke.
- Jeg føler slet ikke, at 'Luksusfælden' har hjulpet os med at få bedre styr på økonomien, som vi ellers troede, var meningen med programmet. Det er jeg ked af og skuffet over, siger Yvonne Graversen til bt.dk.
I anden del af 'Luksusfælden' måtte eksperterne starte med at overbringe ægteparret fra Suldrup i Nordjylland den sørgelige nyhed, at deres gård ville ryge på tvangsauktion om 60 dage, hvis de ikke skaffede mindst 55.000 kr. her og nu til at betale kreditorer med.
En tilværelse med gæld, bunker af ubetalte regninger og perioder uden strøm står i stor kontrast til det liv, som Yvonne og Mark tidligere har levet. Mark var i 21 år professionel jockey og har reddet sig til mange millioner. Han har vundet mellem 1.300 og 1.600 løb og scoret pengepræmier for mere end 20 mio. kr. Yvonne har desuden tjent stort på at handle aktier. Men pengene er smuldret væk i deres hænder. Parrets gæld har de seneste år vokset sig så stor, at ægteparret nu skylder knap to millioner kr.
Mark og Yvonne Graversen fortæller til bt.dk, at de ene og alene meldte sig til 'Luksusfælden' i håb om, at deres eksperter kunne hjælpe dem med at presse Realkredit Danmark/ Danske Bank til at omlægge deres huslån. De har selv forsøgt flere gange, men desværre uden held.
Aftalen i programmet var, at Mark og Yvonne, der begge er på SU, skulle finde et job og et studiejob samt sørge for, at et arveforskud fra Yvonnes forældre i Norge ville gå ind på deres konto - ellers ville eksperterne ikke være i stand til at forhandle deres gæld og lægge et budget.
Men pengene gik ikke ind på kontoen til den aftalte dato. Derfor sluttede tirsdagens program med, at Luksusfældens eksperter Jan Swyrtz og Sara Kaae måtte forlade Suldrup med uforrettet sag.
Ifølge Mark Graversen gik pengene fra Norge ind på deres konto dagen efter, at Luksusfælden havde forladt deres gård.
- De vidste, at pengene kom, men de ville ikke vente. Det skulle være her og nu, men det tager lidt tid, når pengene kommer fra udlandet, siger han.
Både Mark og Yvonne er skuffede over, at én enkel dags forsinkelse betød, at de ikke fik hjælp.
- Da de afsluttede optagelserne, så spurgte jeg, om de stadig ville hjælpe os med at lægge pres på Realkredit Danmark som aftalt, når pengene kom dagen efter. Med de sagde bare nej, nu er vi færdige med at optage. Vi har afsluttet alt nu, fortæller Mark uforstående.
Ifølge pressechef på TV3, Søren Hedman, skal deltagerne overholde kontrakterne for at kunne få hjælp. 'Luksusfælden' kan ikke bruge til noget, at pengene kom dagen efter, når de kom ikke til det aftalte tidspunkt.
- Luksusfælden hjælper i en afgrænset periode. Det skriver deltagerne også under på. I det øjeblik kontrakten rives over, så slipper vi deltagerne. Der er en skæringsdato, og hvis man ikke lever op til de aftaler, som man indgår i programmet, så er det klart, at så må vi i programmet tage konsekvensen af det, siger han til bt.dk.
Søren Hedman fortæller, at af de over 100 familier, som programmet har hjulpet, så er det kun sket ganske få gange, at 'Luksusfælden' har måtte forlade deres deltagere som Mark og Yvonne uden at kunne hjælpe.
Mark og Yvonne føler, at deres deltagelse i 'Luksusfælden' desværre endte med at koste dem dyrt.
.
I første del af programmet måtte Mark og Yvonne sælge en masse af deres ejendele som rideudstyr fra Marks jockey-karriere, en Webergrill, et speciallavet golfsæt og et kostbart ur. Det ærgrer også parret i dag.
- De tvang os ikke til at sælge tingene, men de blev ved med at sige, hvis ikke i gør det, så kan vi ikke hjælpe. Vi forærede jo alt væk. Hvis de havde givet os et par dage til at sælge tingene, så kunne vi have fået det dobbelte for det, siger Mark.
Luksusfældens eksperter var også meget opsatte på, at parret skulle sælge deres heste, da de ikke mente, at de havde råd til at have dem.
Det er Mark også rasende over, da han mener, at han kan få op mod det tidobbelte, hvis han venter et år med at sælge hestene. Det er desuden hestene, som parret ånder og lever for. Det ender med, at de sælger tre ud af fem heste.
I første afsnit af 'Luksusfælden' bytter Jan og Sara også parrets bil til en bil, der er et par tusinder billigere. Men det ender ifølge Mark med at koste dem dyrt.
- Spanden var ved at falde fra hinanden. Vinduet kunne ikke lukkes, håndbremsen virkede ikke godt nok, og der var ikke plads, så det endte med, at vi måtte lægge et par tusinde oveni og købe en ny bil, som kunne køre.
Søren Hedman fra TV3 fortæller, at 'Luksusfælden' altid arbejder for at hjælpe deltagerne bedst muligt.
- Det er vigtigt at understrege, at 'Luksusfælden' ikke er og aldrig bliver en redningsflåde, der kommer ind og betaler folks gæld. Det handler om rådgivning og om at give deltagerne det overblik, som de selv har mistet. Så er det op til dem selv, om de vil følge rådene fra os, siger Søren Hedman.
Selv om Mark Graversen synes, at alle under optagelserne til 'Luksusfælden' var rare og flinke, så er han ikke begejstret for forløbet.
- I syv dage blev vi grillet og fik af vide, at vi var nogle fjolser. Det er ok, det kan vi klare, men vi havde også forventet at få noget hjælp, siger Mark og fortsætter:
- Luksusfælden har på ingen måde hjulpet os. Det har nærmest kostet os penge at være med i programmet. Vi brugte en uge fra tidlig morgen til sen aften på optagelserne - og så alt det bøvl. Jeg kunne have tjent mere på at gå med reklamer i den periode, siger Mark Graversen til bt.dk.
Yvonne fortæller til bt.dk, at det i dag går ok med deres økonomi, men at de stadig kæmper bl.a. med at forhandle et bedre huslån. Mark har desuden fået arbejde som ufaglært håndværker på nogle byggeprojekter i Norge.
.