Portræt: Tommy Troelsen var et af de mest åbenlyse talenter i dansk fodbold i årene før indførelsen af professionalisme. Lad os begynde med begyndelsen: Første gang, undertegnede så morgendagens fødselar, var 11. maj 1958.
Det kan siges med sikkerhed, for det var Kristi himmelfartsdag, og som næsten 11-årig havde jeg fået lov til at tage cyklen til Idrætsparken for at heppe på mine helte fra KB i pokalfinalen mod Vejle Boldklub. Det var forgæves, jyderne vandt 3-2, og slukøret kørte man hjem til aftensmaden. Men trods alt en oplevelse rigere: For Vejle havde haft en spiller på holdet, de færreste havde hørt om, men som med to målgivende afleveringer og et spil, så selv en københavner måtte bøje sig, var afgørende for kampens udfald. 17 år var han og endnu ikke færdig med folkeskolen, men fra den ene dag til den anden var Tommy Troelsen et navn, hele foldbolddanmark bed mærke i. Af ham kunne man vente sig noget ekstraordinært, men først skulle han tage realeksamen.
Fik sølv ved OL
Finalen var kun hans tiende førsteholdskamp, og selv havde han svært ved at følge med i springet fra Vejles ynglingehold til debut på A-landsholdet med mellemstationer på Y-, U- og B-landsholdet inden for en periode af blot 13 måneder. Det er aldrig sket hverken før eller siden. Men han var nu også ualmindelig modbydelig at spille overfor, når han havde en af sine gode dage, husker én, som har prøvet det mange gange. For han havde øjne i nakken, og selv om han var dækket op, kunne han pludselig åbne modstanderens forsvar og spille en medspiller fri med en lang aflevering. Han var innerwing, i dag ville man sige, at han havde 10er-rollen.
Hans evne til at læse spillet og hans sparketeknik var fremragende. Men nogen arbejdsbi var han ikke, tacklinger og hovedspil gik han i en stor bue udenom, og sandt at sige så foregik det i et adstadigt tempo, når han bevægede sig rundt på banen. Blot 16 A-landskampe og en sølvmedalje ved OL i 1960 blev det til i karrieren, der strakte sig over ti år, og det kunne være blevet til mange flere kampe og sandsynligvis også til et eventyr i udlandet. Men i lange perioder var han plaget af et bentøj, som ifølge lægernes udsagn slet ikke egnede sig til fodbold.
Blev ansat i DR
I 1968 måtte han efter endnu en skade lægge støvlerne på hylden og fortsætte karrieren som træner. Det kunne forenes med hans arbejde som lærer, og som træner for U-landsholdet samlede han et kuld af unge spillere med fremtiden for sig, Arnesen, Lerby og Elkjær, for blot at nævne nogle få.
Ved VM i 1978 havde DR for første gang fået den glimrende idé at invitere en mand ind i studiet, som faktisk vidste noget om, hvad der foregik på banen. Tommy Troelsen kunne analysere spillet uden at gøre det til videnskab, og så havde han i udpræget grad skærmtække. Gæsteoptræden blev konverteret til fast ansættelse med Sportslørdag og engelske tipskampe af blandet kvalitet på programmet, men krydret med en overflod af humor.
Som en del af Sportslørdag, hvor der blev vist tipskampe, blev 'dong-lyden' folkeeje, der signalerede, at nu var der scoret i en samtidig kamp.
Fodboldprofessoren kunne man spørge om alt, og da en seer engang ville kende baggrunden for Sheffield Wednesdays mærkelige navn, var forklaringen ligetil:
»Det er fordi, de spiller med høje bolde, og når de sparker den op i luften om lørdagen, kommer den først ned igen om onsdagen.« Sagt med umiskendelig østjysk accent og et glimt i øjet var det faktisk tæt på at være sjovt.
Af anekdoter og personlige erindringer fra et langt liv i sportens verden har han et bugnende lager. Muntre bemærkninger kommer som førstegangsafleveringer, og det er vist aldrig sket, at nogen har kedet sig ved en selskabelig sammenkomst, hvor Tommy Troelsen har været til stede.
Efter i mange år have boet på Frederiksberg flyttede han og hustruen Jonna for et halvt års tid siden tilbage til barndomsbyen Vejle for at være i nærheden af børn, svigerbørn og børnebørn.
