Foto: TV2

Badehotellets grev Ditmar med dansk tvs flotteste overskæg deler vandene. Skuespilleren bag, Mads Wille, nyder seriens succes.

Rollen som grev Ditmar i ’Badehotellet’ har gjort skuespilleren Mads Wille, 44 år, til et kendt ansigt i millioner af danskeres liv, og de har lige så mange meninger om den arrogante greve-søn.

Det ene øjeblik dasker han rundt med en tennisketcher, for det næste øjeblik at få et nervøst sammenbrud over sin fars død og udsigten til at skulle løfte den fædrene arv.

»Jeg kan mærke, at folk har et lidt ambivalent forhold til grev Ditmar. ’Han er da en værre én’, siger de til mig, men jeg kan også mærke, at de synes, han er fascinerende på en eller anden måde. De kan ikke rigtig finde ud af, om han er manipulerende eller ej. Han ligger nok lige midtimellem, og han har virkelig problemer, man kan sætte sig ind i. Han er også fanget af sin tid og de forventninger, der stilles til ham af samtiden,« fortæller Mads Wille.

Intriger på badehotellet - 1

I mange år har han opholdt sig mest bag scenen som teaterchef og medstifter af det alternative teater Plan B og senere leder af Husets Teater sammen med Simon B. Boberg, men nu har han valgt at blive fuldtidsskuespiller igen.

Egentlig regnede Mads Wille ikke med at være med i ’Badehotellet’ i mere end en sæson. Men nu har grev Ditmar foreløbig overlevet i tre sæsoner som den kække Amandas ægtemand. Derfor har han fået sin egen ’skæg’-kalender.

Et sindssygt cykelstyroverskæg

»Jeg troede, jeg kun skulle være med i tv-serien i 14 dage. Da vi indledte optagelserne, havde jeg på det tidspunkt fuldskæg, og chef-scenografen og jeg blev enige om, at det kunne være sjovt, hvis greven havde sådan et sindssygt ’schnurrbart’ (cykelstyr-overskæg). Det har jeg så haft i to et halvt år, konstaterer Mads Wille.

»Heldigvis bor jeg på Nørrebro, hvor man godt kan se sådan ud. Jeg skal bare smække en kasket på hovedet, så kan jeg godt gå ned og købe kaffe med det rigtige hipster-look.«

Wille glæder sig over den store folkelige opbakning, han ser komme til udtryk på bl.a. de sociale medier. I Risby-studierne ved Albertslund, hvor ’Badehotellet’ bliver optaget, kan skuespillerne læse positive reaktioner og kommentarer, som glade seere har lagt ind på tv-seriens Facebook-profil, der er hængt op på den ene væg i kantinen .

»Det virker, som om det er noget, folk har savnet. Det vidner seertallet jo også om. (1,4 mio. i sidste uge, red.). ’Badehotellet’ har en bred, folkelig opbakning. Det har vi jo kunne læse af de mange glade kommentarer, folk har givet til kende på de sociale medier over, at serien vender tilbage. For mig har det været sjovt at være med i en historisk drama-komedie. Både at skulle sætte sig ind i tiden, men også at klæde sig ud som dengang. Det giver mulighed for at lave et rigtigt karakterskuespil, og det lægger genren jo også op til som folkekomedie«.

Han glæder sig over, at ’Badehotellet’ også er begyndt at få lidt mere medvind hos anmeldelerne.

Mere ros fra anmelderne

»Det er dejligt, at anmelderne også kan se kvaliteterne. Anmelderkrisen i begyndelsen har mere handlet om, at de ikke har brudt sig om genren, og i forvejen set ned på folkekomedien, og det har stået i vejen for serien. Hvis man ikke bryder sig om genren, må man se på, om det er en god eller dårlig folkekomedie. Set ud fra hvad jeg kender til genren, så synes jeg, det er lykkedes over al forventning at lave en moderne opdatering af folkekomedien,« siger Mads Wille.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook