26-årige Mads og 24-årige Stephanie fra Ballerup har været kærester, siden de var teenagere.

Som unge voksne er de blevet forældre til en lille dreng, og de har en masse drømme, som de ønsker bliver opfyldt.

Det eneste problem er bare, at de ikke aner, hvordan de skal spare op til drømmene, der blandt andet består af et nyt hjem, kirkebryllup og nye møbler. Derfor har de tilmeldt sig TV 3-programmet 'Luksusfælden'.

Men da 'Luksusfældens' eksperter forelægger nogle af deres forslag til, hvordan parret kan opnå deres drømme inden for en overskuelig tid, så går Mads i baglås. Han bliver nemlig ramt af, at eksperterne gerne vil have, at han dropper sine spillekonsoller og sit hardball-udstyr. Begge ting anser han for at være del af sit 'pusterum' i hverdagen.

Men det er også nogle dyre fritidsinteresser. Parret har alene på spil og hardball brugt 2400 kroner om måneden i gennemsnit. Det er omkring 29.000 kroner om året. Og med sådan en stor udgiftspost bliver det svært for dem at opnå deres drømme.

»Jeg kan sagtens skære ned på det. Men hvis alt hardball-udstyret ryger, så ryger også mit andet pusterum. Første gang vi gik fra hinanden, der manglede jeg mit pusterum. Hvis I fjerner det nu, så går vi fra hinanden. Jeg er sikker på det, min familie er sikker på det. Og det er Stephanies familie også,« siger en meget påvirket Mads i programmet, der også indrømmer, at det vil gå udover deres lille søn på halvandet år.

Han fortæller, at han bruger spillekonsollen til at koble af på, og hvis Mads ikke har den, så ved han ikke, hvad han skal foretage sig. Men Stephanie, der er studerende, er også glad for deres Playstation.

»Vi er rigtig glade for den. Den samler os, og vi hygger os med det,« siger Stephanie.

»Problemet er bare, hvis vi ikke har den. Hvad skal vi så lave?,« spørger Mads retorisk.

Se med tirsdag aften 20.00 på TV 3 og find ud af, hvordan Mads og Stephanie håndterer eksperternes råd, og om de ender med at sælge Playstation og hardballudstyr, i 'Luksusfælden'.