KØB PLUS!

Mads Mikkelsen: Vi må ikke lade os terrorisere

Mads Mikkelsen er aktuel i rollen som en pædagog forfulgt af pædofili-anklager. Privat advarer han mod den angst, som har sneget sig ind i tillidsforholdet mellem børn og voksne

Glamour, royal røgelse og officielle klap på skulderen betyder mindre for skuespilleren Mads Mikkelsen end at udføre sit job maksimalt.

Når han er i gang med et projekt, er han kendt for at give sig selv 100 procent. Eller som han selv siger:

- Jeg har en meget høj disciplin og kan forsvinde helt væk i de projekter, jeg har gang i.

Derfor var Mads Mikkelsen ikke til stede på den røde løber, da ’Jagten’ havde Danmarks-premiere i københavner-biografen Imperial onsdag.

Han var sådan cirka 6.200 kilometer væk i fugleflugtslinje. Halvt rundt om jordkloden. Fuldt koncentreret om at forberede og indspille afsnit til den amerikanske thriller-serie ’Hannibal’ i Toronto, hvor han har bosat sig med konen Hanne Jacobsen og sønnen Carl.

- Det er svært at brokke sig, smiler han, som svar på spørgsmålet, om han er glad for sit liv, da BT møder ham i den canadiske millionby.

Det, jeg er mest taknemmelig for, er, at alle dem, jeg elsker, lever og er sunde og raske. Oven i det så laver jeg noget, som jeg synes er superspændende. Og derudover har jeg endda rimelig succes med det, jeg laver. I hvert fald set udefra.

Det Mads Mikkelsen kalder ’rimelig succes’ er blandt meget andet den Cannes-pris han modtog sidste sommer som ’Bedste mandlige skuespiller’ for rollen som den uskyldigt forfulgte pædagog Lucas i instruktør Thomas Vinterbergs ’Jagten’.

- Jeg var virkelig berørt i Cannes og meget, meget stolt. Selvfølgelig på mine egne vegne. Men næsten endnu mere på Thomas’ vegne. Det er ham, der har givet mig jobbet, og det er hans skyld, at filmen er blevet så god.

Er hele tiden i tvivl

Hvad kan du bruge sådan en pris til?

- Den kan jeg bruge på de der dage, hvor man tvivler på, hvad det er, man har gang i. Sådan en pris kan måske give én troen på, at man skal holde fast, at man er på det rette spor. Og at jeg skal stole på min intuition.

Hvornår er du i tvivl om det, du laver?

- Hele tiden. Det tror jeg alle spillere og instruktører er. Jeg spørger hele tiden mig selv, om jeg kan gøre det bedre eller på en anden måde. Og den tvivl må godt være der. Men så snart du filmer eller går på scenen, så må al tvivl forsvinde. Så har den intet positivt med sig, så føder den intet kreativt.

- Usikkerheden kan være et kreativt brændstof og kan bruges til at finde ud af, hvordan man skal tackle det, man laver. Men når man står på scenen, så er den kun dræbende.

Når du er på, så må du bilde dig selv ind, at du er verdensmester. Hvis din angst og usikkerhed lammer dig, så kan du aldrig komme i nærheden af det, du vil. Det er nøjagtigt det samme, som hvis du tænker mere end to gange over den aflevering, du laver i fodbold. Det duer ikke. Du skal være fri, når du gør det, du gør.

Du skal have en kæmpe portion storhedsvanvid i processen, og den følges af en kæmpe pose mindreværd. Sådan er vores job.

Ingen skurke

Thomas Vinterberg har sagt, at jeres samarbejde fungerede over al forventning. Hvad var det, der fungerede så godt mellem jer?

- Det er sgu svært at sige. Vi er stort set samme generation, han er lidt yngre end mig, men så er jeg lidt mere drengerøv end ham, og så passer pengene.

Det er en rystende film?

- Ja, og det, der gør den så hård at se på, er måske, at der ikke er nogen skurke. Der er ikke én, vi kan pege fingre ad. Vi kan forstå dem alle sammen, og der er ikke én, vi kan få lov at slå på, og det er næsten ikke til at holde ud.

- For mig handler filmen om, hvor skrøbeligt vores liv er. Når din arbejdsplads, dine venner og din kæreste begynder at tro noget, der ikke er sandt om dig, og vi har med et tabu at gøre, så skal der ikke meget til, før et venskab kan kollapse, og før stor kærlighed bliver vendt til frygt og ultimativt til had. Kærligheden til vores børn er jo enormt stor. Så alt bliver til følelser, og så er der ingen rationelle overvejelser, ingen der hører på argumenter mere. Alt er én stor følelse.

Vi kan jo se på Twitter og Facebook, hvor stærkt det kan virke, når man bliver socialt udstødt. Så kører det som en løbeild, og pludselig er der en pige i Texas, der begår selvmord.

Hvordan har du det med, at den frygt er begyndt at styre vores samfund i virkeligheden?

- Selvfølgelig skal vi være meget opmærksomme på de alt for mange overgreb, der finder sted, og vi er slet ikke ude i at fortælle, at børn altid lyver, for alt for ofte fortæller de jo sandheden.

Men det er helt grotesk, at der har sneget sig en angst ind i det tillidsfulde forhold mellem børn og voksne, som ikke har været der før. Jeg må ikke tage et billede af min søn i en svømmehal, hvis der er andre børn, Fordi en pædofil engang har gjort det. Må jeg så heller ikke gå i bad med min søn? Og må jeg ikke holde min bedste vens lille pige, Klara, i hånden, som min figur, Lucas gør i filmen. Hun tager min hånd, fordi hun har behov for det. Skal jeg så sige til hende, at det må du ikke. Fordi der er nogle andre mænd, der ikke kan styre sig?

- Vi må altså ikke lade os terrorisere af angsten for at gøre noget forkert, hvis vi skal bevare tilliden og det naturlige, kærlighedsfulde forhold mellem børn og voksne.

Arbejdet med børn en gave

Er det svært at arbejde med børn?

- Nej, slet ikke. Og jeg hører til dem, der virkelig godt kan lide det. Det er en fantastisk gave for en skuespiller at få lov at arbejde med børn. Der er nemlig ikke plads til at ’spille’ for meget. Vi bliver bare nødt til at hænge på og lægge os op ad dem, og så glemme os selv.

Og det er i virkeligheden det vidunderlige. At vi glemmer os selv, når vi er sammen med børn, fordi det nødvendigvis må foregå på deres præmisser.

Mange skuespillere bliver rent faktisk bedre af at spille sammen med børn.

Det er en gave man får, og en gratis troværdighed man får foræret. Og vores fineste opgave er ikke at ødelægge den og at være lige så troværdige som børnene er.

Læs også: