Mads Steffensen er vant til at komme ind i folks stuer. Og snart får han tilmed adgang til kendte danskeres hjem også.

I midten af marts træder den populære radiovært fra 'Mads og monopolet' nemlig til som vært i tv-programmet 'Kender du typen', hvor to livsstilsseksperter skal gætte, hvilken kendis de er på besøg hos.

- Jeg har altid godt kunnet lide det program, siger Mads Steffensen til ekstrabladet.dk.

- Jeg ser frem til - på helt legal vis og med en invitation i baglommen - at crashe en hel masse hjem og se mig lidt omkring, siger han videre.

Det populære radioprogram - som kører hver lørdag formiddag på P3 - får dog stadig Mads Steffensen i den varme værtsstol.