Tommy fik den hjælp, han havde brug for. Men er de positive takter fortsat, efter eksperterne forlod ham?

Der var masser af hjælp til Tommy i aftenens afsnit af ‘Luksusfælden’. Eksperterne Kenneth Hansen og Carsten Linnemann fik den 35-årige mand til at åbne øjnene for, hvor slemt det egentligt stod til med hans økonomi – og han har ikke lukket øjnene, efter de forlod ham igen.

– De hjalp mig med at få det overblik, som jeg selv havde opgivet at få. Det er jeg meget glad for. Det har givet mig noget ro, at jeg ikke skal stresse så meget over det og være bange for at åbne min post. Det er rigtig dejligt. Det var jo derfor, jeg tilmeldte mig, siger Tommy til Realityportalen.dk.

Tommy har fortsat de positive tendenser, og han følger eksperternes budget og betaler af på sin gæld.

– Jeg har fået betalt alt tilbage til min mormor, og derudover har jeg betalt to af mine kreditorer ud – og jeg er også snart færdig med en tredje. Så det kører bare her, jubler han.

LÆS OGSÅ: ‘Luksusfælden’-deltager køber stort hus trods milliongæld

Ryger stadig

Selv om det hele kører på skinner for Tommy, så har han endnu ikke formået at lægge cigaretterne helt på hylden. Men han er godt på vej, og han er sikker på, at det nok skal komme.

– Jeg er nede på omkring fem om dagen, og så ryger jeg lidt på en e-cigaret. Målet er, at jeg er helt røgfri senest til nytår, men jeg skulle gerne være det før. Det tror jeg på, siger Tommy, der heller ikke har fået solgt sin båd endnu.

– Der var en del interesse, men der var ingen, der ville købe det hele samlet. Men det er stadig planen, at den skal sælges. Det har vi aftalt. Men nu er sæsonen jo ved at være slut, så det sker nok først til foråret.

LÆS OGSÅ: Lykkelig ‘Luksusfælden’-deltager gældfri efter stor arv

Følg med på Realityportalens Facebookside og Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.

Artiklen er bragt i samarbejde med Realityportalen.dk.