DOMMEN: Lars Hjortshøj er en herlig og anderledes julemand.

Tryg og hyggelig – som en skål lun risengrød! TV 2’s julekalender ’Ludvig og julemanden’ kommer lovende fra start med lige tilpas blanding af det forudsigelige og det opfindsomme.

Opskriften er den klassiske: Julebegejstrede børn med stressede forældre. Dertil tilsættes lidt skattejagt og en buttet julemand, der har sine egne problemer. Denne gang er det bøvl med konen, som ikke gider fejre hans 500 års fødselsdag.

Derfor flygter han fra sit kolde hjem højt mod nord og tilbage til Børglum Kloster, som han elskede fra sin barndom, og hvor Ludvig og hans familie meget passende bor, så de to kan møde hinanden.

Lars Hjortshøj er en herlig julemand. Ja, han kan ligefrem gå hen og blive kult – som Flemming Jensens Lunte i den stedsegrønne julekalender ’ Nissebanden i Grønland’, selv om Hjortshøjs version af julemanden er helt anderledes. Han kommer med et sjovt og overraskende bud på den traditionsrige figur.

Hjortshøjs udgave er vranten og vrissen og helt anderledes end de ho-ho-glade julemænd, vi er vant til – men lad os nu se, om den kære lille Ludvig (Thomas Nordgreen Nielsen) ikke får ham tøet ham op!



Garneret med spøgelser og Danmarkshistorie er ’Ludvig og julemanden’ helt traditionel. Men den lægger op til både spænding og nisser. Man kommer i julehumør og får lyst til at se mere

’Ludvig og julemanden’. Hovedforfatter: Phillip La Zebnik. Instruktion: Søren Frellesen. Sendes dagligt klokken 20 på TV 2.

Børglum Kloster Børglum Kloster er en tidligere kongsgård, der stammer fra begyndelsen af det 12. århundrede. Klosteret, der ligger tæt ved Løkken i Vendsyssel, tilhørte engang den katolske munkeorden ’De hvide brødre’.

Ved reformationen i 1536 blev klostret inddraget af kronen og blev gennem mange år skænket som gave til skiftende adelsmænd og gejstlige. Den sidste katolske biskop var Stygge Krumpen. Senere blev klostret af Christian 4 overdraget til det nyoprettede ridderakademi i Sorø. I dag ejes og drives Børglum Kloster af familien Rottbøll.

HVAD SYNES DU OM ÅRETS JULEKALENDER PÅ TV2? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR