Søndag aften var Matadors 'mor' Lise Nørgaard i 'Hvem vil være millionær?'-studiet sammen med tv-værten Cecilie Frøkjær. De gik derfra med 125.000 kroner, men duoen var meget tæt på at ryge ud på et af de første spørgsmål.

Det er aldrig sjovt at se deltagere ryge ud af quiz-programmet 'Hvem vil være millionær?' i de første runder. Men netop det var Lise Nørgaard og Cecilie Frøkjær tæt på søndag aften.

»Hvor bor Midgårdsormen fra den nordiske mytologi?«

Sådan lød spørgsmålet til sølle 8.000 kroner i TV 2-programmet, da Lise Nørgaard og Cecilie Frøkjær skulle forsøge at vinde den helt store gevinst til et velgørende formål.

Af svarmuligheder fik de:

I havet, i et træ, i himlen eller i en grotte.

Det havde de to kvinder ikke så let ved at svare på, og de måtte bruge alle deres tre livliner på det. Selv efter næsten 2/3 af publikummet havde svaret, at de mente, at det var i havet (som var det rigtige svar), så troede den aldrende forfatter ikke på det, og de måtte bruge de sidste to livliner, inden de fandt frem til det rigtige svar.

Om indsatsen i programmet vurderer Lise Nørgaard efterfølgende:

»Det gik jo forbløffende. Da jeg havde soldet alt op på Midgårdsormen, så jeg os i ånden som sådan to usle 'pigen med svovlstikkerne' gå ud med 2.500 kroner til hver af vores velgørende organisationer,« siger Lise Nørgaard til TV 2.

Det endte med, at de fik samlet i alt 125.000 kroner, som bliver delt i to og går til Dannerstiftelsen og Frelsens Hær. Og det klarede de helt uden livliner.

»Og de spørgsmål var jo ikke nær så svære som Midgårdsormen,« siger den 98-årige Lise Nørgaard.