TV2 fejrer 25 års jubilæum i disse dage. Og det skal seerne selvfølgelige kunne mærke.

Derfor har tv-stationen sørget for at tromme flere af sine kendte værter sammen i jubilæumsprogrammer som 'Hvem vil være millionær', der blev sendt mandag aften. Her vandt Go' Morgen-værten Morten Resen en million kroner sammen med den nye vejr-vært, Ellen Nybo.

Men de værter, som TV2 havde fået i 'millionærstudiet', faldt bestemt ikke i god jord hos en af TV2s tidligere højt profilerede værter, Line Baun Danielsen.

'Ik for at lyde muggen..... Men er det kun mig der savner ansigter som Morten Stig, Michael Meyerheim, Cecilie Frøkjær, Ole Stephensen.... Jes Dorph og Niels Brinck i jubilæumsudgaven af Hvem vil være millionær.... Tv værter som i den grad tegnede TV2 i næsten 20 år.... Ikke ok... Slet ikke', skriver den tidligere Go Morgen-vært, nyhedsvært og deltager i Vild med dans, Line Baun Danielsen i en statusopgørelse på facebook.

Men selv om TV2 havde samlet nogle af deres nuværende og højst profilerede værter som den tidligere mr. News, Jens Gaardbo, den nuværende fri-vært Cecilie Hother, Ibi Støvring, Morten Ankerdal, Felix Smith fra 'Felix rykker ind' og ikke mindst værtsmakkerparret i Vild med dans, Claus Elming og Sarah Grünewald, var udvalget altså langt fra godt nok i Line Baun Danielsens optik.

Hvilket også afstedkom en stribe af kommentarer, hvor alle ikke var lige enige med den nuværende Lorry-vært, som derfor måtte til tasterne igen.

'Men respekt for de mennesker som skabte og gav TV2 et ansigt og som ofrede alt for danskernes anden kanal. Og det var hverken Felix, Ankerdal, den nye vold m dansværtinde eller vejrgudinde', skriver Line Baun Danielsen.

Umiddelbart skulle man jo tro, at Line Baun Danielsen lider af såret stolthed over ikke at være blandt de indbudte. Men det sørger hun selv for at skyde ned ved at skrive:

'Jeg har fået min andel. Men ret skal være ret. Det her var en ren nutidig markedsføring... Sorry'.