For Palle Andersen, bedre kendt som Lille Palle, handler det ikke om penge, når han brokker sig over, at han ikke er krediteret for sin rolle i Matador.



- Jeg kunne bare godt tænke mig at blive anerkendt. Jeg er bare stolt over, at have medvirket i en serie som Matador, så det irriterer mig, at jeg ikke står som en del af serien, siger han.

Han undrer sig over teksten på sine seneste lønsedler fra sidste gang Matador blev genudsendt. De første to gange, serien blev genudsendt, stod han som medvirkende på lønsedlen, men tredje gang var det ikke længere tilfældet.  

- Min lønseddel så mærkelig ud. Der stod intet om medvirken i Matador. Det var nærmest afregnet som om, jeg havde gjort rent ude i kulissen. DR aflønner efter nogle bestemte tariffer, men jeg er sikker på, de afregner forkert. Jeg står ikke på lønningslisten, så de kan ikke finde ud af, hvilket materiale, de skal tage fra, når jeg skal have penge, siger Lille Palle.

Han har flere gange henvendt sig til DR og til Nordisk Film, der producerede serien, for at få det rettet, men eftersom han ikke står som medvirkende har DR ikke ændret det. Det er dog ikke de manglende matador-penge, der er det vigtige for Palle Andersen. Det er anerkendelsen fra DR han mangler.

- Økonomien er en mindre ting, der ikke betyder så meget. Jeg mangler den rigtige aflønning og bliver derfor ikke behandlet som en del af Matador, og det synes jeg, at jeg fortjener, siger han. 

DR vil gerne rette fejl

Nordisk Film bekræfter, at Palle Andersen har ringet gennem årene, men at de ikke kan gøre noget, da DR har rettighederne til serien.

Hos DR oplyser de, at kanalen blot viser det, som Nordisk Film producerede for godt 30 år siden, og at de ikke kan ændre på noget i produktionen nu.

Men Lene Helstrup fra DRs Rettighedscenter oplyser endvidere, at der selvfølgelig skal rettes op på det, hvis der er sket en fejl, og hun vil nu tage kontakt til Palle Andersen.

- Men det er ikke unormalt, at lønsedlen ændrer sig, når der er tale om genudsendelser. Der behøver ikke nødvendigvis stå 'Matador' på den mere, siger Lene Helstrup, der dog ikke ser det som en hastesag at give Lille Palle anerkendelse for sit harmonikaspil:

- Der er lang tid til afsnit 23, siger hun.