Den populære vært på DR-programmet Kontant, Jakob Illeborg, priser sig lykkelig over, at han kan fortsætte med at være vært på programmet uden at flytte med redaktionen til Aarhus.
»Jeg er jo glad for at være vært på Kontant, og jeg synes, det er et vigtigt og godt job. Så jeg vil selvfølgelig gerne fortsætte«.
Jakob Illeborg har snakket med sine nuværende chefer - som formodentlig også er hans kommende chefer - om at fortsætte på programmet, og det ser »unægteligt til, at det lykkes,« siger han til BT.
DRs medarbejdere havde deadline mandag til at meddele, om de ville flytte med til Aarhus, når DR i 2018 flytter omkring 165 arbejdspladser til Jylland. Medarbejdere, der ikke ville flytte med, kunne betragte sig selv som opsagt, lød beskeden fra statsradiofonien.
Værtens fremtidige arbejdsplads vil derfor være i Aarhus, men hans bopæl vil stadig være i Hovedstaden. Jobbet som vært på Kontant er mere fleksibelt end andre stillinger på DR, og det priser han sig lykkelig for:
»Jeg er stort set aldrig i DR Byen. Jeg er der måske typisk én dag om ugen. Så jeg er på den måde lidt heldigere i denne sammenhæng, fordi det ikke nødvendigvis betyder, at jeg skal bo i Smilets By - som jo ellers er dejligt.«
Selve løsningen på flytte-rodet er Jakob Illeborg og hans chefer ikke kommet nærmere. De er stadig ved at få afklaret, hvornår og hvordan arbejdet skal foregå i Aarhus.
»Kontant vil jo blive ved med at være Kontant, så lige nu handler det om, hvornår vi skal være i Aarhus, og hvornår vi skal være ude i landet og optage. Jeg har jo en familie hér, og derfor er vi ved at finde en løsning,« siger han.
Jakob Illeborg er for nyligt flyttet til København, efter han har været mange år i udlandet som forsanger i bandet Warwick Avenue og senere som korrespondent. Han er derfor heller ikke interesseret i at rykke teltpælene op igen allerede.
Det er blandt andet Kontant, DR Vejret og DR Sporten, der skal flytte til Aarhus i 2018, og tirsdag fortalte vejr-værten Jesper Theilgaard, at han også skal pendle mellem København og Aarhus.