Den unge skuespillerinde Danica Curcic bliver til februar kåret som en af de ti europæiske ’Shooting Stars’ på filmfestivalen i Berlin.

Navnet Danica Curcic siger dig måske ikke så meget. Men bare vent; om et år har du helt styr på, hvem hun er.

I det kommende år medvirker den serbisk-fødte skuespillerinde, der kom til Danmark som et-årig i 1986, nemlig i intet mindre end fire film, nemlig i nye film fra Christian E. Christiansen, Bille August, Hella Joof og Mikkel Nørgaards opfølger til ’Kvinden i buret’, ’Fasandræberne’.

Men det er ikke blot de danske instruktører, der har spottet Danica Curcic. En international fagjury har onsdag udpeget hende som en af de ti unge europæiske skuespillere, der får titlen som ’Shooting Star’ på Berlin filmfestival til februar. Juryen har hædret hende for indsatsen i Christian E. Christiansens kommende film ’Lev Stærkt’.

- Med sin naturlige charme lyser Danica op i hit-and-run-dramaet 'Lev stærkt'. I en film, der indledningsvis ser ud til at foregå i en mandsdomineret verden, træder hun umærkeligt frem som historiens bankende hjerte og moralske vejviser, lyder det i begrundelsen fra juryen.

Danica Curcic har tidligere haft adskillige teaterroller på blandt andet Det Kongelige Teater, men har også spillet med i tv-serierne ’Den som dræber’, ’Tomgang’, ’Wallander’ og senest anden sæson af Broen, hvor hun spillede en lesbisk gymnasielærer.

En af de andre modtagere af ’Shooting Stars’-prisen til februar er en af Danica Curcics medspillere fra ’Broen’, nemlig den norsk-fødte, men herboende, skuespiller Jakob Oftebro, der spillede en af terroristerne. Jakob Oftebro medvirkede i den norske Oscar-nominerede film ’Kon-Tiki’, ligesom han også er med i DRs kommende søndagsdrama ’1864’.

Med priserne kommer Danica Curcic og Jakob Oftebro i fornemt selskab. Tidligere har blandt andre Iben Hjejle, Thure Lindhardt, Sonja Richter, Pilou Asbæk, Nikolaj Lie Kaas og Daniel Craig modtaget prisen.