Skuespiller Ulf Pilgaard har gennem sin lange karriere spillet massevis af roller på både film og i tv, men sådan er det ikke længere. Den 76-årige skuespiller har nemlig oplevet, at jobtilbuddene er forsvundet i takt med alderen, og det ærgrer ham.

»Jeg synes, det er højst besynderligt, at når skuespillere fylder 50-60 år, så har man ikke brug for dem længere. Så er det goodbye, du. Man feterer skuespillere i trediverne og fyrrerne, og resten glemmer man. Man kunne lige så godt være død. Det er sørgeligt og ærgerligt. Hvis man ser på de fleste andre lande, for eksempel England, Sverige, USA så bruger de deres gamle, dygtige karakterskuespillere til alle mulige roller. Det gør man bare ikke i Danmark,« siger Ulf Pilgaard i et interview til ugebladet Her&Nu.

Selv er Ulf Pilgaard i øjeblikket aktuel i Cirkusrevyen, som han spiller med i for 37. gang, men sidst han havde en stor rolle på tv var i DR's successerie 'Borgen', hvor han fra 2010 til 2011 spillede rollen som den magtfulde finansmand Joachim Chrone, og siden har det været stille på tv- såvel som filmfronten.

Ifølge Ulf Pilgaard skyldes fravalget af ham sandsynligvis produktionsselskaber, der er bange for at vælge »for gamle mennesker,« og det medfører, at tv ikke byder på mange karakterer ældre mennesker kan spejle sig i, mener skuespilleren.

Han bliver ofte tilbudt teaterroller, men tillader sig også at sige nej til flere tilbud, fordi det at spille teater er ekstremt hårdt. Af samme årsag giver Ulf Pilgaard sig selv en pause vinteren over for at skåne kroppen.

Ulf Pilgaard har tidligere spillet med i et hav af danske film og tv-serier, heriblandt 'Nattevagten', 'Kongekabale', 'Elsker dig for evigt' og 'Nikolaj og Julie'. I 1996 vandt han både en Bodil og en Reumert for sin hovedrolle i filmen 'Farligt venskab'.