Den 22-årige Lasse Jensen fatter ikke, hvorfor seerne ikke smed den evigt negative og hidsige kok Melander ud af Big Brother-huset søndag aften.

Gid der havde været et Big Brother uden Melander. Så stærkt lyder ønsket fra den udstemte Lasse om konkurrenten Michael Melander, der reddede skindet under søndagens udstemning i Big Brother. Den 22-årige Aalborg-fyr Lasse Jensen ville ønske, at han havde fået lov at bo i et Big Brother-hus uden den koleriske kok Michael Melander, som han mener, gør oplevelsen sur for alle. - Jeg ville ønske, at jeg havde oplevet Big Brother uden Melander. Vi var bestemt ikke blodbrødre. Jeg havde det virkelig svært med ham og gjorde alt for at undgå ham de sidste 14 dage. Men jeg tror, at det ville have lettet stemningen inde i huset, hvis han ikke var der. Han var konstant negativ, lyder det fra Lasse Jensen, da bt.dk taler med ham umiddelbart efter udstemningen. Ude på den anden side undrer han sig fortsat over, hvorfor han blev sendt i farezonen af sine medbeboere. Og i særdeleshed over, hvorfor ikke Melander, der også befandt sig i farezonen, fik sparket. I stedet valgte seerne at sende den temperamentsfulde restauratør og alderspræsident videre til femte uge i reality-programmet. - Det undrer mig, at Melander ikke røg. Og det kan også undre mig, hvad det er, seerne ser eller ikke ser, siden de har stemt, som de har gjort, siger han og tilføjer:

- Jeg har faktisk et temperament ligesom Melanders. Jeg lader det bare ikke komme til udtryk.

Beboerne nominerer selv to personer, som skal i farezonen, men det er seerne, der i sidste ende via sms stemmer en beboer videre.

I de første sekunder efter afgørelsen tænkte Lasse Jensen slet og ret: fuck. I de næste blev han glad over at se sin tydeligvis rørte kæreste. - Ja, hun blev meget rørt. Hun er en følsom ung kvinde, og det sværeste derinde har været at tænke på, hvordan hun så mig. Jeg har tænkt meget på, hvordan hun ville reagere på de ting, jeg sagde og gjorde, men jeg har ikke gjort noget, hvor jeg føler, jeg er gået over stregen siger han. Det første han skal - når han får lov -  er: - ... At købe en pakke rød Cecil, så jeg slipper for de der lightsmøger. Og så skal jeg ringe til min kæreste!

Egentlig har han taget tre måneders orlov fra sit arbejde som planlægningsmanager hos Telenor i håb om at gå hele vejen. Nu nøjes han med 14 dage til at sunde sig oven på de 30 dage, han trods alt fik i huset.