Lars Agerfeldt var med i Luksusfælden tirsdag aften. Han var med for at få delt sin gæld fra et tidligere ægteskab op og få ekskonen til at hæfte for halvdelen, så han kunne komme videre med sit nye liv med sin nye kæreste, Annie.

I programmet bliver det gjort klart, at Lars kunne have brugt en arbejdsskadeerstatning på 722.000 kroner til at betale gælden af med, eller i det mindste fået forhandlet gælden ned på grund af det store beløb, han kunne vifte foran kreditorerne. I stedet blev den brugt på at 'forsøde livet' med elektronik, nye møbler, hvidevarer, en rejse og udgifter til bil.

Jan fortæller dig, at du kunne have brugt arbejdsskade-erstatningen til at få forhandlet din gæld ned. Fortryder du nu, at du ikke gjorde det?

- Jeg fortryder ingenting. Hvis jeg ville betale min ekskones gæld af, da jeg havde pengene dengang, så havde jeg jo nok gjort det, fortæller han.

Ekskonen vil ikke betale

Lars Agerfeldts kone er flyttet til Holland og har ingen intentioner om at betale penge tilbage til det lån, som de hæfter for i fællesskab. I alt skylder Lars over 400.000 kroner væk.

- Hvis du kan forestille dig, at du var gift med en, der tager alle dine ting og efterlader en gæld. Hvis du så får nogle penge i en erstatning og skal bruge det på at betale hendes gæld ud. Det tror jeg ikke, der er nogen, der synes er sjovt, siger han.

Lars Agerfeldt fortæller, at han prøvet både politi, advokater og gældssanering for at gøre noget ved den fælles gæld.

- Det, der ikke kommer med i Luksusfælden, er, at havde jeg mødt Annie i 2012, så havde jeg brugt de penge, jeg fik i erstatning til at betale min gæld af. Det er hende, der er drivkraften for mig både i hverdagen og fremadrettet, siger Lars.

Solgte 'Limousinen'

Lars Agerfeldt gik i tirsdag aftens udgave af Luksusfælden med til at sælge sin 19 år gamle Audi A6 Limousine, som han ellers har spenderet 65.000 kroner på i reparationer. Han gav i programmet udtryk for, at han ikke ville af med bilen.

- Luksusfælden gør meget ud af, at det var min elskede bil, men jeg har ikke på noget tidspunkt afvist, at den skulle indgå i en forhandling med et eller andet. Jeg klarer mig fint uden bil - Annie har jo én. Jeg elsker også Annie højere end den bil. Det siger jeg også i Luksusfælden, men det kommer ikke med, siger Lars.

Betaler selv

Årsagen til, at Lars meldte sig til programmet, var, at han ville have den gæld, han havde sammen med ekskonen, delt op. Det lykkedes dog ikke, og det tager han konsekvensen af.

- Det lykkedes ikke at få gælden delt op, så den må jeg jo selv betale. Jeg skal forhandle min gældsaftale igen om 17 måneder, og indtil da betaler jeg ikke af på den, siger Lars Agerfeldt.

Han starter med at betale af på sine mange forbrugs- og kvik-lån,  før han tager hul på det gamle banklån fra hans tidligere ægteskab, der efterhånden har spøgt i mange år.