På tv gik det slet ikke mellem den høje skaldede 40-årige pedel Lars Rasmussen fra Aarhus, da han blev matchet med den 41-årige klinikassistent Jeanette fra Silkeborg.

Det fulgte over en million seere med i over seks uger i efteråret, da DR1 sendte Gift ved første blik.

Her så man, hvordan Lars' kvababbelse over, at Jeanette var et år ældre end ham og ikke ville have børn lagde alle håb om kærlighed i graven.

Men mens programmerne blev sendt og alle troede, Lars gik og havde det skidt, så var han allerede blevet forelsket i en anden kvinde.

- Det skete for cirka 2,5 måneder siden. Men det var noget, vi gik lidt stille med dørene med pga programmet, fortæller Lars Rasmussen til bt.dk.

Og det var faktisk på grund af Gift ved første blik, at Lars Rasmussen mødte sin nye kæreste.

- Hun så mig i det første afsnit og tænkte: Det er manden i mit liv, fortæller en glædestrålende Lars Rasmussen om sin nye kæreste, der er 27 år, jyde og er i færd med at skrive sit speciale i sundhedsvidenskab færdigt. Andet og mere vil han ikke fortælle om sin kærlighed, fordi hun ikke ønsker at stå frem.

Efter kæresten havde set det første program, viste det sig, at de begge træner i det samme fitnesscenter i Aarhus.

- Jeg sad dernede og snakkede med en veninde, men jeg kunne slet ikke få øjnene fra den ufatteligt søde og lækre pige. Hun kunne heller ikke få øjnene væk fra mig. Og inden hun forlod centret, kom hun hen og gav mig en seddel med sit telefonnummer på, fortæller den nyforelskede pedel.

Men det var ikke lige let for det nyforelskede par i begyndelsen. De var nemlig af hensyn til tv-programmerne nødt til at skjule deres forelskelse.

»Vi har været fokuseret på, at vi ikke skulle holde i hånd og kysse, når vi var ude, selv om vi havde lyst til det. Derfor er vi også smuttet ind i en opgang, hvis vi skulle kysse farvel, så ingen så noget,« afslører Lars Rasmussen.

Derfor var både han og kæresten grundlettede, da det sidste program af Gift ved første blik blev sendt i slutningen af november. For nu kunne de endelig vise hele verden, at det er de to.

Og ja, Lars Rasmussens nye kæreste vil gerne have børn.

»Men vi skal lige lære hinanden lidt bedre at kende først og opleve verden sammen også,« siger han.

Reelt bor han allerede sammen med kæresten, selv om hun stadig har et værelse et andet sted i Aarhus. Men fra den 1. april, regner parret med, at de flytter rigtigt sammen.

De er også allerede blevet så sammentømret, at de holdt jul sammen med kærestens forældre. Og om kort tid hiver de stikket ud og rejser en måned til Nepal, hvor de både skal nyde hinanden og lære hinanden endnu bedre at kende.

-»For mig virker det her helt vildt naturligt. Efter 14 dage virkede det som om, jeg havde kendt hende hele mit liv. Hun har det på samme måde. Og at det selvfølgelig skal være os,« lyder det fra den nu meget glade deltager fra Gift ved første blik.