Anders og Cecilie fra første sæson venter en lille dreng til marts.

Da første sæson af ‘Landmand søger kærlighed’ blev vist tilbage i foråret 2015 mødte vi blandt andet den jyske Anders Poulsen. I løbet af programmet så det ikke ud til, at han ville finde kærligheden, men heldigvis endte det hele lykkeligt, da han til sidst fandt sammen med Cecilie Kjædegaard fra Holbæk, som han ellers havde fravalgt på grund af afstanden.

27-årige Cecilie flyttede efter programmet ind hos 29-årige Anders, og kærligheden blomstrede. I oktober afslørede parret, at de skal være forældre til marts. Graviditeten kom som noget af en overraskelse for dem dengang, men nu glæder de sig meget til, at to bliver til tre inden længe.

»Vi er rigtig glade for, at vi valgte at beholde barnet, så vi glæder os rigtig meget, og så er vi stille og roligt ved at forberede os til, at vi skal være forældre. Vi har godt nok ikke styr på noget endnu, men vi tager det stille og roligt. Vi har ikke så travlt. Ingen panik endnu«, siger Anders til Realityportalen.dk og fortsætter:

»Vi går meget og spekulerer lejlighedsmæssigt – hvordan det hele skal indrettes og sådan noget, når nu vi bliver en ekstra. Og indtil videre har vi da også fået købt seng og lidt tøj. Udover det så går tiden ellers med at vi begge arbejder på gården lige nu. Heldigvis er Cecilie ikke så hæmmet af graviditeten, bortset fra at hun er rigtig træt«.

LÆS OGSÅ: Landmand-Fredes nye kæreste: Derfor faldt jeg for ham

Uenige om barnets navn
Anders afslørede tilbage i oktober, at han håbede på at få en dreng. Og hans ønske er heldigvis gået i opfyldelse. Navnet er parret dog uenige om.

»Det er jo mit ønske, at det skulle blive en dreng, så det kunne ikke være meget bedre. Cecilie havde nok håbet lidt det modsatte, men hun klarer den nok lige. Vi har dog ikke fundet noget navn endnu, da vi ikke kan blive enige. Vi ligger og roder med en 5-10 navne, men nu må vi se, hvad det bliver til«, siger Anders og fortsætter:

»Jeg går og kalder ham Torben – bare for at kalde ham noget. Men det vil Cecilie overhovedet ikke være med på. Hun vil have, at han skal hedde Kristian, men det synes jeg ikke om. Det minder om en eller anden, som jeg tævede i skolen. Men vi skal nu nok blive enige, når barnet kommer ud i midten af marts«.

LÆS OGSÅ: Ole fra ‘Landmand søger kærlighed’ taler endelig ud

Følg med på Realityportalens Facebook-side og Instagram, så du hele tiden er opdateret med nyheder fra diverse reality-programmer og kendisser.

Artiklen er oprindelig bragt på www.realityportalen.dk