Var du også vild med den amerikanske tv-serie ´The X-Files´, kan du godt begynde at glæde dig. Tv-serien vender nemlig stærkt tilbage med seks, spritnye episoder, skriver CNN

Selvom det er 13 år siden, at sidste episode rullede over skærmen på amerikansk tv, annoncerede den amerikanske tv-station Fox tirsdag, at ´The X-Files´ vender tilbage som en mini-sæson med seks, splinternye afsnit.

Det er fortsat David Duchovny og Gillian Anderson, der er tilbage i rollerne som FBI-agenterne Fox Mulder og Dana Scully, der bliver fulgt i deres undersøgelser af usædvanlige og ofte overnaturlige sager.

Læs også:

´The X-Files´ kørte på den amerikanske tv-station Fox fra 1993 til 2002 og blev sendt for første gang i Danmark fra midten af 1990'erne.

Ifølge talsmænd fra tv-kanalen Fox, Dana Walden og Gary Newman, har ´The X-Files´ haft en stor fanskare, fra første afsnit rullede over skærmen.

Læs også:

»'The X-Files' har ikke blot været en skelsættende tv-serie for kanalen. Den har været et verdensomspændende fænomen, der har skabt popkultur, men som fortsat har haft en stor fanskare, der har taget imod serien lige fra begyndelsen. Vi er derfor henrykte over at kunne give dem det næste spændende kapitel af Mulder og Scully, som de har ventet på,« lød det tirsdag fra Fox' talsmænd Dana Walden og Gary Newman i en pressemeddelelse.

Det er endnu uvist, hvornår de nye ´X-Files´-episoder får premiere.

Serien strækker sig over 9 sæsoner, og der er også lavet to ´X-Files´-film.