61 år gamle Kristina Nielsen fra Middelfart er i store økonomiske problemer. Hun betaler ikke af på sine to huse. Derudover har hun to konkursramte virksomheder også været med til at skabe en samlet gæld på næsten 3,2 millioner kroner.

Derfor har hun tilmeldt sig TV3-programmet Luksusfælden. Her skal eksperterne Carsten Linnemann og Kenneth Hansen hjælpe med at give maskinmesteren et økonomisk overblik.

Kristina Nielsen bruger som sådan ikke mange penge på bolig og mad. Til gengæld så har hun en gigantisk diversepost. Her bruger hun i gennemsnit 11.800 kroner om måneden.

Og det er mange penge, når man har en samlet indtægt på 30.000 kroner og har en misligholdt gæld på 7.300 kroner om måneden. Kristina har to gange sendt mellem fem og seks tusinde kroner til sin kone Seya i Ghana, som hun ønsker at få til Danmark. Alene flybilletten til Ghana har kostet over 10.000 kroner.

Hun betaler heller ikke termin på sine to huse. Det ene hus skulle sættes i stand og sælges, men den plan blev ødelagt af finanskrisen, hvorfor Kristina nu udlejer huset. Eksperterne advarer hende om, at begge huse kan ende på tvangsauktion, hvis hun ikke gør noget ved gælden. Og det bliver formentlig til en salgspris, der er langt under markedsværdien.

Eksperterne fortæller også, at der ikke kommer til at være penge til Kristinas ghanesiske kone gennem fire år, hvis det står til dem.

»Vi kan jo ikke love dig mere end et økonomisk overblik, og det har du fået. Når vi laver et budget, vil der ikke blive lagt en eneste krone ind til Seya. Kreditorerne er fuldstændigt ligeglad med hende. Kenneth og jeg ser ikke skævt til dig, hvis du beholder pengene. Det er dit liv, det handler om, og ikke vores,« siger Carsten Linnemann til Kristina Nielsen i programmet.

Det er ikke umiddelbart en positiv melding for Kristina.

»Set med fornuftens øjne er det ikke et urimeligt krav, men det er ikke altid den, der råder,« siger hun.

»Lige i øjeblikket har jeg det ad helvedes til. Det er det værste, der er sket her, siger hun til kameraet, efter hun har ringet til sin kone og fortalt om de dårlige nyheder.

Viser det sig at være en dealbreaker for Kristina, at familiesammenføringen med konen er udsat på ubestemt tid? Se med tirsdag aften 20.00 på TV3, hvor Luksusfælden bliver sendt.