Danskere i hundredetusindvis har siddet i biografen og krummet tæer over vennerne Andreas, Niels og Thomas' pinligheder i filmene Klassefesten 1 og 2. Til oktober får 'Klassefesten 3 - Dåben' premiere, men allerede nu kan holdet bag filmen løfte sløret for, at de tre tidligere klassekammerater bliver mere pinlige og skøre end nogensinde før.

Det første klip fra filmen er sivet ud, og allerede her får vi syn for sagen. Her ligger Niels (Nicolaj Kopernikus) og Andreas (Anders W. Berthelsen) sammen en dobbeltseng. Men Niels må erfare, at det ikke er helt ufarligt at ligge ved siden af fraskilte Andreas, som konstant er liderlig.

I starten af scenen vågner Niels pludselig af, at Andreas i søvne er i fuld gang med at høvle løs på ham i baghyler-stilling.

»Andreas. Andreas! Hvad fanden laver du?« råber Niels til sin kammerat, som bliver noget betuttet, da han vågner af sin våde drøm.

»Undskyld. Det er bare fordi, at jeg er så liderlig. Jeg drømte, at jeg var sammen med receptionisten,« siger en pinligt berørt Andreas.

De to venner lægger sig til at sove igen - denne gang med ryggen til hinanden. Men som du kan se i klippet herover, bliver det dog så langt fra afslutningen på pinlighederne - eller Niels' genvordigheder.

Sjatpisseri og vandfødsel

'Klassefesten 3 - Dråben' er instrueret af Birger Larsen og får biografpremiere den 6. oktober over hele landet. Manuskriptet er skrevet af Claudia Boderke og Lars Mering, der også stod bag manus til de to tidligere film i serien, som solgte mere end 1,1 mio. biografbilletter i alt.

Nu er scenen sat til et nyt glædeligt gensyn med de tre bedste venner Andreas, Niels og Thomas i skikkelse af Anders W. Berthelsen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby, som hver især har deres at se til.

Det gælder ikke mindst Andreas, som har det hårdt ovenpå sin skilsmisse. Mens ekskonen Hanne har fået en succesfuld ny kæreste og en skøn datter, har Andreas svært ved at komme videre. Og det gør det bestemt ikke bedre, at Hanne har bedt Andreas være Gudfar. Han siger modstræbende ja og vil nu vise alle og enhver, at det går ham mindst lige så godt.

Med kun fem dage til ceremonien beslutter Andreas, at han er nødt til at have en kæreste med – og hvilket sted er bedre egnet til at skaffe en kæreste end en singlehøjskole. Det bliver startskuddet til en hæsblæsende rejse gennem den danske sommer, hvor singlepiger, sjatpisseri og en voldsom vandfødsel blot er nogle af de forhindringer, der står i vejen for at nå den spektakulære dåbsfest.