Birgitte Nielsen og Martin Asholm kom godt fra start i DRs ’Gift ved første blik’, men i tirsdagens afsnit finder parret pludselig ud af, at de ikke er så ens, som de lige troede.

Især Birgitte fik det svært, da hun fandt ud af, at Martin er religiøs og ikke drikker alkohol. Kortvarigt overvejede 52-årige Birgitte endda helt at droppe bryllupsrejsen til Venedig, men efter en snak med ekspertpanelet besluttede parret alligevel at tage af sted.

Og det faktum, at et par som Martin og Birgitte er blevet matchet trods nogle store forskelligheder på konkrete områder, er helt bevidst, fortæller antropolog Trine Demant, der er en del af ekspertholdet bag ’Gift ved første blik’. Parrene er nemlig sammensat ud fra en lidt anderledes formel i år.

»Før var vi meget fokuseret på det her med lighedsbegrebet, at folk havde ligheder, men nu er vi blevet meget mere nuancerede på, hvad det betyder i praksis. Og jeg ved, at vi er blevet opmærksomme på, hvor mange nisser man har med sig. Når man er single og har svært ved at finde en partner, er det ikke, fordi den person ikke er derude, men måske fordi der er nogle ting, man har brug for arbejde med ved sig selv - for at kunne indgå i en tæt relation med et andet menneske,« forklarer Trine Demant.

Da ’Gift ved første blik’ første gang løb over skærmen i sin tid, handlede det i højere grad om, hvad de nygifte par ville se i hinanden med det samme. I dag er fokus på den lidt længere bane.

»Fra den første sæson var vi nye i det her eksperiment og mere eksperimenterede og fokuserede på, hvad der opstår i det første møde. Nu ser vi på, hvilket potentiale der kan ligge i, hvad parrene kan opnå sammen og hver for sig i løbet af fem uger.,« siger Trine Demant.

Af samme grund er Birgitte og Martin også et godt match, selvom det måske ikke helt virker sådan, når man sidder hjemme i stuen og ser, hvordan Birgitte er stærkt utilfreds med flere af Martins karaktertræk, blandt andet hans religion. Men man skal huske på, at det sted de to befinder sig i programmet lige nu svarer til en af de første dates i et spirende parforhold, påpeger eksperten.

»Hvis man ikke havde kamera på og var på en almindelig date og ikke lige var blevet gift, så var det sikkert også noget, man snakkede om, at man var opvokset som 7. dags adventist, og hvad det betyder i ens voksenliv.,« siger Trine Demant med henvisning til Martins religion.

Hun peger på, at eksperterne netop hos Martin og Birgitte har set muligheden for, at de kan blive et godt par på lidt længere sigt, som de arbejder sig ind på hinanden.

»Der er helt klart noget med Martin og Birgitte, hvor der er en mulighed for, at den livsro, som jeg oplever Martin har, kan smitte af på en meget positiv måde hos Birgitte, som er et mere impulsivt menneske. Der kan de to forskellige aspekter af at være menneske i livet bidrage hinanden noget godt, for der sker også noget, når man er sammen med et menneske, der går på opdagelse hele tiden i livet, som Birgitte gør, og der så vi, at de virkelig kunne komplimentere hinanden. Ikke mindst i livslysten,« siger Trine Demant.

Eksperten påpeger, at alt kører rundt i hovederne på deltagerne, fordi oplevelsen er så ekstraordinær.

»Deltagerne er i alarmberedskab, og selvom de er åbne, så er de i alarmberedskab. Det er mange andre også, når de bare går på en almindelig date – og så gang det lige ind i det her. Den reaktion siger mere om de omstændigheder, de er under, end om Birgitte lige der,« siger Trine Demant.

Du kan følge Martin og Birgitte og de andre par i 'Gift ved første blik' hver tirsdag klokken 20.45 på DR 1.