I tirsdagens sæsonafslutning på 'Landmand søger kærlighed' kunne man se, at Michael valgte Vibeke som sin udkårne, og at de efter en romantisk weekend valgte at flytte sammen.

Michael havde været single i 11 år, inden han mødte Vibeke. Men bor de stadig sammen nu?

Svaret er et stort, rungende og lykkeligt ja.

»Vi har boet sammen siden 18. juli, og vi flyttede sammen efter den romantiske weekend 8-9. juli. Og det går rigtigt godt,« siger Michael, der fortæller, at han er meget forelsket i den et år ældre Vibeke, der har kælenavnet 'Vibse'.

»Hun er jo bare den der dejlige og rolige pige, som altid er glad og imødekommende, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg har jo savnet at have en at komme hjem til. Det har jeg manglet i mange år. Så det er dejligt, at der nu er det.«

Han forklarer også, at de har lavet et børneværelse til Vibekes søn, og samtidig har hun fået nogle af sine møbler ind i hjemmet, der ifølge Michaels bejlere i 'Landmand søger kærlighed' godt kunne trænge til en kærlig hånd.

Børneplaner

Da Michael med sine egne ord tidligere har beskrevet sine dating-evner som rustne, så var det også svært for ham at overvinde sin generthed.

»Jeg måtte kæmpe meget med det. At vise, at jeg var interesseret. Jeg håbede jo, at det kunne lykkes at finde kærligheden, og det gjorde det. Og det er gået stærkt,« siger den 36-årige landmand.

Vibeke har tre børn, men kun den yngste er flyttet med på gården på Langeland, forklarer Michael.

»Det er dejligt med ham i huset. Det er en fantastisk dreng, som godt kan lide at komme med ud og lave noget. Han kommer også med i stalden,« siger Michael.

Parret har allerede nu talt om muligheden at få børn.

»Vi skal da have et barn sammen på et tidspunkt, men vi har ikke lige planlagt, hvornår.«

Programmets vært Lene Beier fortæller, at det ærgrer hende, at der ikke var flere, som fandt kærligheden, men det er dejligt, at det lykkedes for Michael og Vibeke.

»Det kommer ikke bag på mig, at sådan en som Michael fandt en kæreste. Det er jeg simpelthen så glad for,« siger hun.