Sofie Linde afslørede i ugens udgave af 'Mads og Monopolet', at hun ikke fik en skyhøj månedsløn, da hun startede som vært på DR.

I dag er 27-årige Sofie Linde vært på 'X Factor' og en af Danmarks Radios helt store profiler. Sådan har det naturligvis ikke altid været.

I ugens udgave af 'Mads og Monopolet' skriver en studerende ind med et spørgsmål, om hun skal fortsætte med at tage S.U.-lån, selvom hun måske ikke har brug for det.

I den forbindelse kommer panel-deltager Sofie Linde med sin løn-afsløring:

»Jeg har jo ikke nogen uddannelse. Jeg har været på S.U. i et halvt år. Jeg har haft ekstremt meget gæld. Hold op, hvor har jeg hygget mig. Jeg har ikke været god med penge, men til gengæld har jeg haft det skidesjovt,« indleder hun og fortæller hvordan hun efter gymnasiet lånte 100.000 kroner af sin bank til et London-ophold.

LÆS OGSÅ: Et halvt år efter: Sådan er det gået X Factor-deltagerne

Og her kommer løn-detaljen:

»Så kom jeg hjem og startede på Danmarks Radio, og selvom nogen tror, at man som tv-vært er rigtig, rigtig rig, så kan jeg fortælle, at jeg det første år fik udbetalt 10.000 kroner om måneden. Så det gør man ikke. Det er noget, man arbejder sig op efter,« fortalte hun, uden at afsløre hvor meget hun tjener i dag.

Hendes første job på DR var som vært på børneprogrammet 'Sommer Summarum' der blev sendt i løbet af skolernes sommerferie. Jobbet delte hun med nuværende 'Go' Morgen'-vært Mikkel Kryger.

Sofie Lindes pointe i forhold til den studerende var, at hun bare skulle fortsætte med at tage S.U.-lån, da det gælder om at leve livet fuldt ud - og at man altid kan arbejde sig ud af gælden bagefter.

Hør hele udsendelsen HER.