I årevis har de boet blot en kilometer fra hinanden. Alligevel har Kim Lund og hans far Jack Skovgård Hansen ikke talt sammen i mere end 12 år.

De to blev uvenner over det, de i dag betegner som ’dumme banale pengesager’. Og deres stædighed og stolthed har i årene efter stået i vejen for en genforening. Men som seerne i onsdag aften var vidne til i DRs nye programserie ’Rod i familien’, er det endelig lykkedes far og søn at begrave stridsøksen og få et forhold til hinanden igen.

- Det er pragtfuldt. Jeg har altid holdt lige meget af mine sønner, og det betyder meget for mig, at jeg igen ser Kim. Vi har set hinanden flere gange, siden programmet blev optaget for tre måneder siden. Sidst var for 14 dage siden, hvor de kom på besøg, og vi hyggede os og spiste oksesteg med kartoffelmos, fortæller den 67-årige Jack Skovgård Hansen fra Jyderup på Sjælland.

Det var dog hverken ham eller sønnen Kim Lund, der tog initiativet til genforeningen. Faktisk var begge indstillet på, at de nok aldrig ville se hinanden igen. Der var simpelthen gået for mange år. I stedet var det Jack Skovgårds anden søn, den 29-årige Kenneth Hansen, der også er Kims halv-bror, som kontaktede DR i håbet om, at familien kunne genforenes.

- Før var det umuligt at have dem i stue sammen. Det var for akavet, og det har haft store konsekvenser for andre i familien. Derfor betyder det så meget, at det lykkedes at få dem til at mødes. Og det er helt vildt, hvor godt og hurtigt det er gået. Kim kalder far for far igen. De laver fis og ballade med hinanden. Det er som gamle dag, siger Kenneth Hansen.

Og han er ikke den eneste, der er overrasket over, hvor hurtigt familien igen har fundet sammen. Det samme er den 44-årige halvbror Kim Lund, der fortæller, at genforeningen har haft større betydning for ham, end han nogensinde kunne forstille sig.

- I mange år har jeg ikke haft en far. For mig var det som om, at han ikke eksisterede. Jeg havde afskrevet ham. Så hvis Kenneth ikke havde givet os det skub, havde vi stadig gået rundt i vores egne små bobler, og så havde jeg måske aldrig set min far igen, og en dag ville han være død, siger Kim Lund, der til dagligt er idrætslærer og bor med konen Anne-Mette og datteren Mille.

Han har i dag svært ved at forstå, at han i så mange år følte sig helt afklaret med, at han ikke længere havde en far.

- Jeg troede i hvert fald, jeg var afklaret. Men inderst inde har det jo fyldt noget. I dag kan jeg mærke, jeg har en anden ro i kroppen og er mere velbalanceret, siger han og forklarer, at han og faren havde et tæt forhold, inden de blev uvenner.

- Min mor og far gik fra hinanden, da jeg var fire år gammel. Min mor var Jehovas vidner og måtte ikke have et barn uden for ægteskabet, så hende så jeg aldrig igen. Min far fik derfor, som den første mand i Danmark dengang, den fulde forældremyndighed over mig og har været både mor og far for mig i mange år, siger han og indrømmer, ar han ofte har følt sig alene i de 12 år, de var uvenner. Og han ved, at det samme nok også var gældende for faren.

- Alligevel gik jeg rundt og tænkte: Og hvad så. Han må bare dø ensom. For jeg kunne slet ikke forestille mig, at vi ville få et forhold igen. Og når jeg ser tilbage på det, så forstår jeg det simpelthen ikke. For ingen fortjener at dø ensom, siger han.

Og netop døden har de sidste år været et emne, der har fyldt meget hos Kim Lund. For tre et halvt år siden var han involveret i en alvorlig ulykke. Og tanken om, at han i dag kunne være død og dermed aldrig fået muligheden for at blive genforenet med sin, har strejfet ham flere gange.

- Min kone og jeg var ude at køre med et vennepar, da en spritbilist bankede ind i os. Vi overlevede, men vores venner mistede livet, og det er skræmmende at tænke på, at jeg kunne være død og aldrig fået kontakt til min far. Livet er simpelthen for dyrebart. Man behøver ikke være gammel for at dø. Vi kan alle risikere at dø, når som helst, siger han.

Hele familien er i dag taknemmelige for, at de to har fundet sammen igen. Og både far og søn er meget optimistiske, når det gælder fremtiden. Og de håber, at deres program kan inspirerer andre stridende familiemedlemmer til at finde sammen.

- Det er næsten i alle familier, at vi kender eller hører om personer, der er uvenner. Jeg ved nu, hvor vigtigt det er at få snakket sammen. Det er super godt for vores familie, hvad der er sket. Jeg føler egentligt, at vi er tilbage til gamle dage, hvor alt var godt. Det havde jeg ikke troet for bare et par måneder siden.